15. november 2019
Slagelse og Næstved har begge takket ja til at blive en del af et nyt lokalt DBU topcenter, der har til formål at styrke fodbolden i det vest og sydsjællandske. Her ses fra venstre; Jonas Nielsen, Slagelse B&I, Claus Frank, DBU og Anders Bergendorff fra Næstved. De bliver de tre tovholdere på det nye projekt, der får base i Ringsted. Privatfoto
Slagelse og Næstved har begge takket ja til at blive en del af et nyt lokalt DBU topcenter, der har til formål at styrke fodbolden i det vest og sydsjællandske. Her ses fra venstre; Jonas Nielsen, Slagelse B&I, Claus Frank, DBU og Anders Bergendorff fra Næstved. De bliver de tre tovholdere på det nye projekt, der får base i Ringsted. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lokale divisionsklubber indgår samarbejde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lokale divisionsklubber indgår samarbejde
Sport Sjællandske - 14. oktober 2019 kl. 21:57
Af Simon Ydesen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I Slagelse hader man Næstved af et godt rødt hjerte, og i Næstved holder man sig bestemt heller ikke tilbage for at fryde sig, når det går rivalen mod vest dårligt. Sådan har det i hvert fald været indtil i dag blandt de to klubbers fans. Den tanke skal måske gentænkes.

Nu skal Næstved og Slagelse nemlig til at arbejde sammen om talentudvikling. Det sker med DBU, som en slags tovholder. Slagelse og Næstved har nemlig sagt ja til at indgå i et nyt såkaldt DBU Topcenter, der får base i Ringsted.

DBUs topcenter-koncept kendes allerede fra flere af de store klubber, der har deres respektive topcentre, hvor samarbejdsklubber kan sende spillere til træning én gang om ugen.

I dette nye tiltag er det imidlertid ikke de to lokale fodboldklubber, der kommer til at stå for selve driften af det nye topcenter i Ringsted. Det er DBU, der afholder udgifterne, men det bliver Næstved og Slagelse, der skal forsøge at levere de nødvendige spillere gennem de to klubbers respektive netværk af samarbejdsklubber. Det vil for eksempel betyde, at Næstved via sit klubsamarbejde med Præstø vil kunne anbefale dygtige spillere fra Præstø at deltage i den ugentlige træning på DBU's topcenter i Ringsted, mens Slagelse eksempelvis vil kunne hjælpe spillere fra Høng med til DBU-træningen i Ringsted.

- Det her tiltag har det ene formål at styrke ungdomsfodboldens vilkår i vores region. Derfor er det også kun meget naturligt, at de to største klubber i området går sammen om at bakke op om DBUs tiltag, og så er det oplagt, at man placerer selve træningen hos områdets tredjestørste klub Ringsted, siger Anders Bergendorff, talentchef i Næstved.

Jonas Nielsen, der er head of coaching i Slagelse B&I, har sammen med Anders Bergendorff og Claus Frank fra DBU fået udarbejdet et grundlag, der skal danne rammen for det nyt topcenter i Ringsted.

- Den her ugentlige topcenter-træning skal først og fremmest ses som et tilbud til spillerne i vores samarbejdsklubber. Kravet kommer til at hedde, at spillerne skal kunne og ville, siger Jonas Nielsen.

Det store spørgsmål er, hvordan samarbejdet i praksis skal fungere, når de to lokale licensklubber begge får øje på den samme spiller fra eksempelvis Ringsted. Hvor skal han så spille i fremtiden?

- Det har vi en klar aftale om, at vi i så fald sætter os ned og snakker om, hvis det bliver et tema, men generelt er det min fornemmelse, at vi tiltrækker spillere fra hvert vores område, så jeg forventer ikke, at det bliver en udfordring, siger Jonas Nielsen.

Hvad der tidligere har virket som utopi, bliver altså nu virkelighed via DBUs mellemkomst. Slagelse og Næstved skal arbejde sammen, og det er et samarbejde, som Anders Bergendorff ser frem til.

- Jeg ser det som et meget naturligt skridt i forhold til at udvikle fodbolden i vores region, og vi har haft et meget positivt forløb indtil videre, så jeg er sikker på, at det her kommer til at gavne ikke blot Slagelse og Næstved, men rigtig mange klubber i hele området, siger Anders Bergendorff.

Der er informationsmøde for interesserede klubber i Ringsted den 24. oktober. Der er første topcentertræning i Ringsted den 8. november. Her vil der være træning for U11 og U12-spillere. På sigt er det også planen, at U10-spillere skal indgå i træningen. Der er ikke fastlagt et bestemt antal pladser på hver enkelt årgang. Her må tiden vise, hvor mange lokale spillere, der har kvaliteterne til at begå sig på det nye topcenter i Ringsted.