23. januar 2021
Den 15-årige svensker Roony Bardghji er en af de mest  hypede ungdomsspillere i øjeblikket. Han gjorde det til 1-0 for FC København mod Mark Pedersen (t.v.) og Næstved. Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Den 15-årige svensker Roony Bardghji er en af de mest hypede ungdomsspillere i øjeblikket. Han gjorde det til 1-0 for FC København mod Mark Pedersen (t.v.) og Næstved. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Løveunger var for stærke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Løveunger var for stærke
Sport Sjællandske - 25. november 2020 kl. 22:08
Af John Ringstrøm

Det var noget af et tilløbsstykke, da Næstveds ældste og bedste ungdomshold, der til daglig spiller i U19 Drenge Divisionen, havde besøg af selveste FC Københavns U19-ligahold i 1/8-finalen i pokalturneringen.

Hele den ene langside på kunstbanen i den sydsjællandske klub var proppet og de mange, frysende tilskuere var førstehåndsvidner til, at det blev til favoritsejren til de prominente gæster.

Godt nok var FC København ikke i stærkeste opstilling og også uden nogle af de spillere, der allerede har haft debut på klubbens superligahold, men der var alligevel en række dygtige spillere, der også talte et par ungdomslandsholdsspillere. Og så ikke mindst det svenske stjerneskud Roony Bardghji.

Den rapfodede svensker fra Malmø, der kun lige er fyldt 15 år og har fået kontrakt med »løverne«, bragte gæsterne foran efter en lille halv time, da han ustoppeligt trak på tværs fra sin højre side og placerede bolden bag Næstved-keeper Nicolai Weber Andersen.

Weber Andersen har siddet på bænken et par gange på Næstveds 2. divisionshold, men endnu ikke fået debut. Til gengæld viste han mod FC Københavns stærke talenter, at der er krummer i ham. Og så endda foran senior-divisionstræner Pedro Hipolito, der var blandt tilskuerne.

Keeperen trak flere, flotte redninger ud af ærmet, men kunne hverken gøre fra eller til ved gæsternes føringsmål eller målet til 0-2 sat ind af FCKs islandske ungdomslandsholdsspiller Håkon Haraldson kort før pausen.

I kampens indledning havde københavnerne også haft forsøg på både overligger og stolpe.

Fra sin position i Næstveds mål kunne Weber også se, at hans holdkammerater godt kunne have scoret i 1. halvleg. Arthur Sivalingene havde et forsøg, der blev rettet af til hjørnespark, og Karlo Trkulja var også meget tæt på, men blev blokeret i sidste øjeblik.

- Vi kunne godt have scoret et må i hvert fald. Vi burde også have fået et straffespark, men 0-2 er okay, sagde Nicolai Weber Andersen.

Målmanden fik endnu mere at lave i 2. halvleg. FC Københavnerne fortsatte deres høje tempo og hurtige kombinationsspil, men sydsjællænderne spillede generelt flot og disciplineret kamp.

Det lykkedes da heller ikke gæsterne at overliste Weber efter pausen.

- Det var en interessant og spændende kamp. Vi blev jo matchet med et af ungdomsrækkernes bedste hold, men mange talenter som blandt andre ham Roony, der er meget i medierne. Det var sjovt og lærerigt på et niveau, der er højere end det, vi spiller på, kom det fra Nicolai Weber, der især mod slutningen var årsag til, at det ikke blev til både et tredje, fjerde og måske femte mål til gæsterne.

- Jeg er meget tilfreds med min egen indsats. Selvfølgelig er der små situationer, jeg kunne have gjort bedre, men jeg føler egentlig, at jeg formår at holde mig tændt gennem alle minutterne, sagde keeperen.

Hjemmeholdet havde en enkelt stor chance mod slutningen, men indskiftede Mihai Tudor måtte se stolpen redde for FCK.

Kampen i tal
Pokal, 1/8-finale, U19 Drenge Næstved - FC København: 0-2 (0-2) 0-1: Roony Bardghji (28) 0-2: Håkon Haraldson (43)

Næstveds startopstilling: Nicolai Weber Andersen - Rasmus Johnsen, Magnus Jørgensen, Joachim Dalgaard, Carl Cordua Andersen - Johan Haslund, Filip Højgaard, Mark Pedersen, Arthur Sivalingene - Karlo Trkulja, Magnus Hansen.

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?