12. juli 2020
Victor Jatoba blev brugt som brik i en manifestation.
Victor Jatoba blev brugt som brik i en manifestation.
Foto: Rasmus Terkelsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kommentar: Derfor skulle Dentz væk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommentar: Derfor skulle Dentz væk
Sport Sjællandske - 22. juni 2020 kl. 12:35
Af Simon Ydesen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

KOMMENTAR: Næstved har i denne sæson skiftet en del ud på trænerposten, men den seneste udskiftning var ganske enkelt uundgåelig af årsager, som ikke nødvendigvis var sportslige. Per van Hansen, Fernando de Argila og nu senest Maximilian Dentz har alle haft en kort levetid i jobbet hos Næstved Boldklub. I tilfældet Maximilian Dentz er der dog al mulig grund til at kippe med flaget over bruddet mellem de to parter.

Lad os lige spole tiden tilbage til ansættelsen. Det hele lød meget fornuftigt, da Dentz skulle præsentere sine tanker for fremtidens fodbold i Næstved, men de tanker blev hurtigt skubbet til side af et fodboldfagligt niveau, der skreg til himlen. Jeg har dækket superliga- og divisionsfodbold i 13 år, og jeg er aldrig stødt på en træner, der havde så lidt at byde ind med til en træning. Der blev spillet kant til opvarmning. Lidt intervalspil nu og da, og så blev der ellers spillet til to mål på stor bane. Der findes serie 3-trænere i naboklubberne, der kan sætte en bedre træning sammen.

Kenneth Gangsted skulle være bindeleddet mellem de nye trænere og truppen som en del af trænerteamet, men han blev hurtigt sat udenfor indflydelse. Ifølge mine oplysninger skete det slet og ret fordi tyskerne ikke ønskede at lytte til Gangsteds ideer og spørgsmål, som ellers var helt på sin plads med tanke på den primitive tyske træningsform. Han var kort fortalt for dygtig til at være assistent, og dermed kunne han true tyskernes position og beslutninger.

På samme måde har det tyske træner-regime udøvet sin magt overfor en spillertrup, der er splittet. Dele af truppen har været glad for de tyske træneres nye tiltag, mens andre er blevet kørt ud på et sidespor.

På transfervinduets sidste dag blev der hentet en tysk trio til klubben, som Dentz tidligere havde arbejdet med: Alexander Schmitt, Lucas Surek og Dennis Blaser. Schmitt er en fin spiller, men han kan ikke noget, som Mark Kongstedt eksempelvis heller ikke kan. De to andre har indtil videre ikke vist sig at være nævneværdige gevinster. Det har været tydeligt fra begyndelsen, at Dentz har haft en klar holdning til de danske spillere. De har overordnet set ikke været gode nok, og derfor skulle man for alt i verden bringe middelmådige tyske regionalligaspillere ind i truppen. Jeg ved det har givet panderynker flere steder i klubben, men lige meget hvor skidt Surek eller Blaser så ud, så var de stadig at foretrække over en spiller som Ahmed Hassan. Øjevidneberetningerne om hvordan, der er udøvet psykisk terror mod Ahmed Hassan og andre danske spillere til træningen er mange, og ingen kan forklare, hvorfor han og et par andre spillere er blevet gjort til syndebukke af trænerteamet. Når Næstved-truppen har spillet interne træningskampe har der været Dentzs udvalgte, og så de andre. Problemet har været, at mange af de interne træningskampe har været meget lige, hvilket ikke ligefrem fremmer hans valg og fravalg af spillere. Derfor har der efterfølgende været latterliggørelse og hån af nogle af de spillere, som ikke har været blandt Maximilian Dentzs udvalgte. Det er sket i et omfang, så flere spillere har overvejet at sygemelding for at slippe for at høre på tyskerens hånlige tone.

Det er mig ubegribeligt, at Ahmed Hassan ikke har været første spiller på holdkortet, men som Maximilian Dentz sagde efter nederlaget i Nykøbing, er der nok en årsag til, at jeg er journalist, og han er fodboldtræner.

Helt fundamentalt har jeg undret mig over, hvorfor spillere som Jesper Christiansen, Jacob Pryts, Mark Kongstedt og Ahmed Hassan ikke har spillet fra første fløjt. Jeg har en klar fornemmelse af, at Jesper Christiansen og Mark Kongstedt kunne have spillet flere kampe, hvis man fra trænerteamets side havde behandlet dem bedre.

Der er foregået en usynligt magtspil fra de tyske træneres side ved at placere træningstidspunkterne på tidspunkter, hvor Jesper Christiansen og Mark Kongstedt ikke har haft mulighed for at træne. Det har også virket håbløst, at Næstved ikke på noget tidspunkt har trænet dagen efter en kamp, som man ellers gør i alle fuldtidsklubber. Forklaringen er den simple, at Maximilian Dentz er hastet hjem til familien i Tyskland, som åbenbart har været vigtigere end at passe sit job i Danmark.

Læg dertil, at utilfredsheden fra Maximilian Dentzs side også har ulmet under overfladen. Han krydsede en usynlig linje, da han mod Nykøbing spillede Victor Jatoba som angriber, hvilket mest af alt lignede en blanding af magtmisbrug og voksenmobning af Jatoba. Alt sammen for at sende et statement til klubbens ledelse om, at Dentz var utilfreds med de forhåndenværende angribere. Derfor skulle stakkels Jatoba placeres på en urias-post.

Midt i disse problemstillinger har direktør Peter Nielsen og sportschef Peter Dinesen forsøgt at få enderne til at mødes, men det har ganske enkelt ikke været muligt. Det jeg hører fra kilder i klubben er, at arrogancen fra de nu tidligere tyske trænere har været stor i visse sammenhænge, og det har efterladt Nielsen og Dinesen i en situation, hvor de ikke har haft mulighed for at mægle i de mange problemstillinger der er opstået i kølvandet på den tyske ageren. Nu skal Kenneth Gangsted køre sæsonen til ende, og han får mere end svært ved at redde Næstved fra nedrykning, men nu ser det i det mindste ud til, at man kan få et Næstved-hold i stærkeste opstilling at se for første gang i foråret. Det er da en begyndelse.

Sommerpakken giver 50% rabat på entré til mange oplevelser som f.eks. museer. Benytter du dig af de gode tilbud ?