25. november 2020
Glenn Darlie er næsten en ligeså succesfuld træner, som han var som spiller. Han har forvandlet Karrebæk til et tophold på få måneder Foto: John Ringstrøm
gallery icon

Se billedserie

Glenn Darlie er næsten en ligeså succesfuld træner, som han var som spiller. Han har forvandlet Karrebæk til et tophold på få måneder Foto: John Ringstrøm
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Karrebæk topper - Skælskør flopper

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Karrebæk topper - Skælskør flopper
Sport Sjællandske - 27. oktober 2020 kl. 21:11
Af Simon Ydesen

Karrebæk går på vinterpause med imponerende 28 point for 11 kampe. Længere nede i tabellen er udsigterne noget mere dystre for Holmegaard og Skælskør.

Karrebæk - Lynge Broby: 4-2 (4-1)

Hvis der skulle uddeles en pris til årets træner i serie 2, pulje 4, så ville Karrebæk-træner Glenn Darlie ligge lunt i svinget til at modtage den hæder. Han har nemlig transformeret Karrebæk fra et nedrykningstruet mandskab til et suverænt tophold på ganske få måneder.

I efterårets sidste kamp, der stod mod Lynge Broby, viste Karrebæk et topholds skarphed ved at lukke kampen på 10 gyldne minutter mod slutningen af første halvleg.

- Vi havde 10 gode minutter i første halvleg, hvor vi scorede tre mål, der bragte os foran med 4-1. Derfra var det en meget stille og rolig kamp, siger Glenn Darlie, der kunne se Michael Brogaard score hattrick, mens Emin Ünsal scorede det fjerde mål for værterne.

Undervejs havde Lasse Rebien udlignet til 1-1, og efter pausen fik Simon Thorfelt reduceret til 2-4.

- Jeg havde nok ikke lige forventet, at vi ville have 28 point efter 11 kampe, vi udvikler os hele tiden som hold, og vi har opbygget en god træningskultur, hvor folk kommer til træning. Derudover har vi fået den kvalitet, at vi altid arbejder stenhårdt i kampene. Det er ikke altid poleret fodbold fra vores side, men vi knokler, siger Glenn Darlie, der ikke er meget for at snakke oprykning.

- Nu må vi se. Jeg tror godt, vi kan spille med om oprykningen, men det bliver tæt, selvom vi har et forspring, for det er en tæt række, hvor alle kan presse hinanden, siger Karrebæks succestræner.

For Lynge Broby var det sidste kamp med træner Jan Andreasen i spidsen. Indtil videre er det assistenttræner Magnus Pyndt Rasmussen, der tager over, men det skal kun være for en kort periode.

- Vi vil gerne finde en ny cheftræner, der kommer udefra, som kan komme ind med friske øjne på spillerne, siger den fungerende cheftræner i Lynge Broby.

En ny cheftræner vil overtage en sulten trup, der gerne vil bevare og udbygge titlen som det bedste fodboldhold i Sorø og omegn.

- Det er lidt sjovt, at vi har overhalet Sorø Freja, og vi glæder os til at komme i gang igen, hvor vi regner med en håndfuld nye spillere. Det er lokale spillere, der kender klubben i forvejen, og vi har altid plads til flere, siger Magnus Pyndt Rasmussen, der godkender efteråret.

- Vi ville gerne have haft fem-seks point mere, men vi har fået vist, at vi kan være med i rækken som oprykker.

Gørslev - Ørslev: 2-4 (0-2)
Ørslev fik lukket 2020 med stil, da man vandt topopgøret ude mod Gørslev efter en på mange måder overbevisende indsats.

Kampen havde fået en lidt kuriøs optakt, da Gørslev ikke kunne stille et omklædningsrum til rådighed. Da var der råd for, så Ørslev-træner Rasmus Christensen havde kontaktet HB Køge og Per Rud, som havde stillet et omklædningsrum til rådighed, så man ikke skulle køre tre kvarter i omklædt tilstand.

Ørslev kom hurtigt i front - måske på grund af den gode optakt i omklædningsrummet i Herfølge - da Patrick Hansen gjorde det til 1-0. Efter et kvarter fordoblede Christian »Knald« Jensen til 2-0, hvilket også var stillingen ved pausen. I anden halvleg fik Gørslev udlignet, men Niclas Kjær gav svar på tiltale, da han gjorde det til 3-2 lige efter. Mod kampens slutning gjorde Jeppe Ørregaard det til 4-2.

- Spillerne trådte i karakter, da der var brug for det. Det var en fin måde at slutte året af på, siger Rasmus Christensen, der må se langt efter at få afviklet den udsatte kamp mod B73 på denne side af vinterpausen.

Det betyder, at Ørslev har 23 point for 10 kampe.

- Det er et rigtig fint udbytte. Andre år ville vi ligge nummer et med den pointhøst, men Karrebæk er bare stukket af. Jeg tror dog på, at vi kan spille med om oprykningen til foråret. Vi beholder i hvert fald truppen, og mon ikke der kommer en eller to nye til, siger Rasmus Christensen.

Ringsted - FK Sydsjælland: 2-0 (1-0)

FK Sydsjælland fik ikke sat det punktum på 2020, som man havde sat næsen op efter inden udekampen mod Ringsteds andethold.

- Hvis vi havde vundet her, så havde vi været helt med i toppen, og det havde været lidt sjovere at se på stillingen i vinterpausen, siger FK Sydsjællands anfører Tobias Kruse.

- Det var først og fremmest selvforskyldt, for det var to lortemål, som vi gav Ringsted, konstaterer Tobias Kruse.

Nederlaget betyder, at FK Sydsjælland har et efterslæb på en håndfuld point op til topholdene i rækken.

- Vi holder fast i den nuværende stamme, for jeg tror, at vi alle har et ønske om at rykke op, hvis vi kan sætte et godt forår sammen, så den mulighed skal have et skud, siger Tobias Kruse, der ikke regner med den store tilgang.

- Vi har ikke fået indikationer på, at vi får noget tilgang, men vi er også godt med spillere, så det er ikke livsnødvendigt for os, siger Tobias Kruse.

Nederlaget i Ringsted betyder, at FK Sydsjælland står noteret for 19 point for 11 kampe.

B73 - Skælskør: 2-0 (2-0)
Skælskør blev det første hold i sæsonen, som satte point til mod BB73 Slagelses andethold, der inden kampen var noteret for et stort rundt nul på pointkontoen.

- Det var en rigtig dårlig fodboldkamp, hvor vi lod os rive ned på deres niveau. Det var bestemt ikke kønt, men hvor de var skarpe på deres chancer, så kunne vi ikke score på vores, siger Mikkel Luimes.

Skælskør-spilleren havde gerne set sit hold komme bedre ud af efteråret, end det blev tilfældet.

- Det er aldrig sjovt at gå på vinterpause med sådan en oplevelse, og det er irriterende, at vi ikke ligger bedre til i tabellen, siger Mikkel Luimes.

Der er dog en stor tro på, at det bliver bedre i foråret.

- Vi er gode nok til at spille serie 2, så jeg tror, at vi nok skal forbedre vores position i tabellen, når vi kommer i gang igen, siger Mikkel Luimes.

Skælskør benytter vinterpausen til at skifte træner. Jacob Lindemose overtager fra Donald Polcha.

Høng-Holmegaard 6-0 (2-0)
Efter sidste spillerundes nederlag mod FK Sydsjælland på udebane, jagtede Høng genoprejsning denne weekend da de stod overfor et Holmegaard hold der har haft det svært i denne sæson.

Det var hjemmeholdet der kom bedst fra start, da de efter et kvarters spil fik scoret til 1-0 på mål af Nikolai Andreasen.

Første halvleg var relativ chancefattig efter det tidlige mål, halvlegen blev dog rundet af med endnu et mål da Per Petersen efter en god bold i dybden fra Simon Eriksen, gjorde det til 2-0.

I anden halvleg tog hjemmeholdet for alvor styringen og det kunne også ses på resultatet i slutningen af opgøret. Høng fik scoret hele fire mål i anden halvleg, heriblandt blev der scoret to flotte langskudsmål af Kasper Lauge. Høng vinder dermed sikkert med 6-0 og overmatcher Holmegaard på alle parametre hele kampen igennem.

- Vi spiller en rigtig god kamp. Vi prøvede en anden formation og valgte at spillede med fire mand i forsvaret, i stedet for tre som vi plejer at gøre. Det fungerede meget fint, og vi holdt dem fra at komme til chancer. I den anden ende var vi bare bedre og udnyttede vores chancer, lyder det fra Høngs træner Thomas Carlsen.

Hjemmeholdet slutter halvsæsonen af på en sjette plads, med femten point ud af 33 mulige. En placering som træner Thomas Carlsen, siger følgende til.

- Vi havde et mål før sæsonstart og det var top seks, på den måde ville vi undgå kamp om nedrykning, men også være med hvor det er sjovest. På den anden side har vi også haft et par kampe hvor vi har smidt point, så det skal vi arbejde videre med. Vi kan godt gøre det bedre end det vi har gjort, det ved jeg at mit hold er i stand til.Zakaria

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?