

Se billedserie
I det evigt åbne transfer-vindue i mediernes verden har Sjællandskes mangeårige sportsjournalist Simon Ydesen fået ny arbejdsgiver.
Efter ni år på denne redaktion har den 36-årige Ydesen pr. 1. april fået job på Nordjyskes sportsredaktion i Aalborg og dermed vender han tilbage til sine rødder.
Simon Ydesen kom til Sjællandske i februar 2010, hvor hans første linjer blev skrevet for Vordingborg-redaktionen. Sporten var dog den kategori, der lå hans hjerte nærmest. Journalistisk tilbragte han også en stor del af sin praktiktid på Horsens Folkeblad under den legendariske sportsredaktør Tommy »Kuglepen« Poulsen.
Derfor var det oplagt, at han skulle besætte det ledige job som journalist på Sjællandskes sportsredaktion, som på det tidspunkt bestod af John Ringstrøm og nu afdøde Henning Fristed.
At Ydesen så skulle blive her på redaktionen i ni år, lå ikke lige i kortene, men heldigvis for ham, os, dig som læser og alle de aktive i vores dækningsområde slog han rødder i regionen. Nordjyden var blevet sydsjællænder - næsten.
Gennem årene har han produceret tusindevis af artikler og rejst land og rige rundt for at følge de lokale hold. Hans pen er skarp og der blev leveret både kritiske men sobre vinkler, når det var nødvendigt, og medrivende underholdning, når en oprykning, en sejr eller en gedigen overraskelse bød sig.
Man kan tage Ydesen ud af Nordjylland, men man kan ikke tage Nordjylland ud af Ydesen, så da chancen bød sig, måtte han forfølge den.
Det er med stor taknemmelighed og et kæmpe klap på skulderen, at vi siger på gensyn til den flittige og arbejdsomme reporter. Vi glæder vi os over, at Ydesen får opfyldt drømmen om at vende tilbage til sin familie og sit »hood«. Og vi glæder os også til at møde ham igen, når han besøger det østlige Danmark i forbindelse med en eller anden nordjysk udekamp.
Der bliver ikke tale om nogen egentlig overgangssum mellem de to store, regionale mediehuse, så derfor vil sportsredaktionen i første omgang ansætte en vikar i skikkelse af Niels Nedergaard. Sjovt nok er der også her tale om en sportsjournalist med rødder i den jyske muld - bare en yngre af slagsen.
25-årige Nedergaard fra Viborg er nyuddannet journalist fra Syddansk Universitet. Han har tidligere lavet seriefodbold for Viborg Stifts Folkeblad og arbejdet for Badminton Danmark og senest har han været i et længere praktikforløb på blandt andet Ekstra Bladets sportsredaktion.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her