31. juli 2021
Der blev gået til stålet i sommervarmen, da Herlufsholms kvinder sikrede førstepladsen med en 2-1-sejr. Hjemmholdets angriber, Line Grøndahl(på billedet), spillede med en assist og en scoring en afgørende rolle. Foto: Jens Wollesen.
gallery icon

Se billedserie

Der blev gået til stålet i sommervarmen, da Herlufsholms kvinder sikrede førstepladsen med en 2-1-sejr. Hjemmholdets angriber, Line Grøndahl(på billedet), spillede med en assist og en scoring en afgørende rolle. Foto: Jens Wollesen.
Foto: Jens Wollesen SJ-MEDIER
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Herlufsholms kvinder sluttede med manér

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Herlufsholms kvinder sluttede med manér
Opdateret 20. juni 2021 kl. 15:30
Sport Sjællandske - 19. juni 2021 kl. 18:48
Af Andreas Lissau

Allerede 10. juni blev sæsonens helt store målsætning indfriet, da Herlufsholms kvindehold efter en »skrivebords«-sejr blev sikret oprykning til næste sæsons landsdækkende 1. division.

Alligevel var der masser af grund til at finde motivationen frem inden sidste spillerunde lørdag skulle afvikles, hvor rækkens nummer to, Næsby, kom på besøg i den stegende sommerhede.

Inden opgøret var det nemlig blot ét enkelt point, der adskilte de to hold, hvorfor kampen også var et direkte opgør om at slutte på førstepladsen.

Netop førstepladsen ville desuden indløse en billet til 1. divisions sæsonfinale, der spilles i Jylland mod Vildbjerg lørdag den 26. juni, hvor vinderne af henholdsvis øst- og vestrækken tørner sammen for at kåre sæsonens bedste 1. divisionshold.

På Næstved Stadions fantastiske græstæppe var det fynboerne, der efter en hæsblæsende start på kampen kom stærkest for land.

Udeholdet skulle derfor også allerede efter fem minutter have bragt sig i spidsen, da HG-keeperen mistimede sit indgreb på et indlæg og efterladte målet gabende tomt. Næsby-angriberen formåede dog ikke at omsætte den store mulighed.

Der var absolut ingen dovenskab at spore på de to hold, der ikke virkede til at være hæmmede af de høje varmegrader i en hårdt spillet første halvleg, hvor der blevet gået til stålet i tacklingerne.

Halvlegens underholdningsværdi fejlede - som stadionbodens kolde fadøl - bestemt heller ikke noget med fint spil og gode chancer i begge ender.

Henimod halvegens slutning satte de hvidblusede sig mere og mere på kampen, hvor specielt HG's offensive es, Line Grøndahl, havde flere gode muligheder.

Slutproduktet udeblev dog, og det lignede status quo ved pausefløjt. I første halvegs tredje tillægsminut fik hjemmeholdet dog endelig hul på bylden, da Nicoline Schrøder køligt lagde bolden i nettet efter fornemt forarbejde af Line Grøndahl.

Herlufsholm kunne derfor gå til pause og ind i skyggen med en 1-0-føring.

Kampbilledet fra slutningen af første halvleg fortsatte fra anden halvlegs begyndelse med et dominerende hjemmehold.

Spilovertaget gav afkast i 48. minut, hvor en velspillende Line Grøndahl modtog bolden i venstre side af feltkanten - efter et flot træk forbi sin direkte modstander gjorde angriberen iskoldt sin aktion færdigt, da hun med venstrebenet klaskede læderkuglen helt op i det korte hjørne, uden chance for målmanden.

Efter målet lignede det et hjemmehold, der kunne cruise sejren i hus.

Med et kvarter igen bragte udeholdet dog igen spænding ind i opgøret efter et flot angreb, hvor fynboerne drev gæk med HG-forsvarets højre side. Næsbys, Cille Jørgensen, sendte bolden fladt afsted ned i det lange hjørne.

Med scoringen fik udeholdet igen blod på tanden, og der begyndte at opstå sprækker i hjemmeholdets ellers solide defensiv.

Trods en mere lige affære i kampens afslutning, så holdt HG-kvinderne dog stand.

En imponerende arbejdsindsats i sommervarmen affødte derfor fortjent alle tre point og en slutplacering som rækkens nummer ét for hjemmeholdet, der til dagens kamp måtte undvære cheftræner, Jeppe Tegnbjerg, hvorfor sportschef, Steen Hansen, havde overtaget dirigentstokken.

Dagens matchvinder var yderst tilfreds med de tre point.

- Det har været en lidt blandet sæson, så vi ville bare virkelig gerne slutte godt af her på hjemmebanen foran vores tilskuere. Vi havde aftalt, vi bare skulle ud og spille med en masse glæde, og det lykkedes vi med, lød det fra Line Grøndahl.

Sommerferien lader dog vente på sig lidt endnu for de hårdtarbejdende sydsjællændere.

Med lørdagens sejr venter der, som nævnt, nemlig én sidste kamp, når holdet kommende lørdag skal til Vildbjerg for at spille sæsonfinale.

- Det er jo et hold, vi også kommer til at møde i næste sæson, så det bliver på den måde lidt en tidlig generalprøve, hvor vi kan se, hvad der venter os, fortæller målscoreren.

Kampen i Vildbjerg bliver samtidig den sidste kamp for kvindeholdet under navnet Herlufsholm kvinder. Når holdet vender retur fra en velfortjent, tre uger lang, sommerpause, så vil det nemlig som bekendt være som det nye Næstved HG Kvindeelite.

De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?