3. december 2020
Sandra Jensen vandt guld i træk i 55 kilo klassen og var også med til at sikre AK Atlas DM-titlen for hold og en ny dansk rekord. Privatfoto
Sandra Jensen vandt guld i træk i 55 kilo klassen og var også med til at sikre AK Atlas DM-titlen for hold og en ny dansk rekord. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Guld og dansk rekord til værterne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Guld og dansk rekord til værterne
Sport Sjællandske - 15. november 2020 kl. 21:20
Af Claus Rasmussen

Succes. Sådan lyder den helt korte sammenfatning af weekendens DM i vægtløftning for værterne fra AK Atlas.

For det første genvandt klubben fra Slagelse det danske holdmesterskab for kvinder, og for det andet blev det til individuelle titler til OL-kandidaterne Louise Vennekilde, Katrine Bruhn, Sandra Jensen og DM-debutanten Veronika Storm.

- Hun ramte bare dagen, siger AK Atlas' træner Frank Petersen, der var mere end tilfreds med den 22-årige begynder.

Det er kun et år siden, Veronika Storm valgte at satse på vægtløftning, men det var bestemt ikke til at se i søndagens konkurrence.

- Veronika klarede alle sine seks løft, satte personlig rekord med 78 kilo i træk og dansk rekord i vægtklassen med 102 kilo i stød, siger Frank Petersen, der efter eget udsagn satte personlig rekord i jublende højdespring undervejs.

Veronika Storm vandt guld i 81 kilo klassen i både træk, stød og tokamp, og nu er blikket allerede rettet mod nye mål.

- Vi kommer til at se meget mere til hende, og næste år skal hun med til EM i U23. Hun mangler kun fire kilo i at klare kvalifikationskravet, og det er jeg ikke i tvivl om, at hun når, siger Frank Petersen.

I 55 kilo klassen var der lagt op til et klubmesterskab mellem Katrine Bruhn og Sandra Jensen.

Sidstnævnte satser på 49 kilo internationalt, så hun var outsider i den lidt tungere klasse ved DM.

Det lykkedes hende da også at fravriste Katrine Bruhn guldet i træk, mens favoritten vandt i stød og tokamp - med ét kilo sammenlagt.

Sandra Jensen løftede 75 og 93 kilo, mens Katrine Bruhn klarede 74 og 95.

- Katrine havde ikke den bedste dag på kontoret, og det udnyttede Sandra i træk, siger Frank Petersen.

Det blev altså to guld og én sølv til Katrine Bruhn og én guld og to sølv til Sandra Jensen. Sidstnævtne løb samtidig med æren som stævnets bedste kvindelige løfter på tværs af vægtklasser.

Det udregnes efter den såkaldte Sinclair-skala, hvor man får point på baggrund af løftede kilo og kropsvægt.

I den anden ende af vægtskalaen vandt Louise Vennekilde helt som ventet alle tre guldmedaljer.

- Louise er på vej tilbage efter en skade i foden. Hun klarede alle seks løft, trak 95 kilo og stødte 115. Så det er rigtig godt, siger Frank Petersen.

Til gengæld var han ikke helt tilfreds med Nanna Vigild, som måtte »nøjes« med tre sølvmedaljer i 71 kilo efter Mette Pedersen fra Bagsværd.

Nanna Vigild blev dog alligevel dansk mester i weekenden. Hun udgjorde nemlig AK Atlas hold sammen med Katrine Bruhn, Sandra Jensen og Louise Vennekilde.

Her forbedrede kvartetten klubbens egen danske rekord fra 913 til 929 Sinclair-point.

- Hvis alle sparker røv, så smadrer vi den rekord næste gang, siger Frank Petersen efter klubbens fjerde DM-titel på stribe.

Hos mændene var der også medaljer til AK Atlas' tre deltagere.

Michael Buth satte personlige rekorder i både træk, stød og tokamp og hentede tre bronzemedaljer i +109 kilo, Mathias Lindhardt fik sølv i 96 kilo træk og bronze i tokamp, og Lasse Brauner trak en bronzemedalje i 81 kilo.

Dermed nåede AK Atlas samlede høst op på ni guldmedaljer, syv sølvmedaljer, fem bronzemedaljer og et holdmesterskab.

Det er frivilligt og gratis for den enkelte, når Danmark - formentlig snart - begynder at vaccinere befolkningen mod covid-19. Vil du vælge at blive vaccineret?