22. oktober 2020
Christoffer Thrane scorede to gange, da Næstved tidligere p ugen slog Frederikssund i pokalturneringen, og fredag aften slog angriberen til igen og gjorde det til 2-0 mod Hillerød. Foto: Jens Wollesen
gallery icon

Se billedserie

Christoffer Thrane scorede to gange, da Næstved tidligere p ugen slog Frederikssund i pokalturneringen, og fredag aften slog angriberen til igen og gjorde det til 2-0 mod Hillerød. Foto: Jens Wollesen
Foto: Jens Wollesen SJ-MEDIER
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Grøn lettelse efter sejr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Grøn lettelse efter sejr
Sport Sjællandske - 04. september 2020 kl. 22:14
Af Claus Rasmussen

For et år siden sendte Hillerød »de grønne« fra Næstved ud af pokalturneringen, men sydsjællænderne havde meget andet at revanchere i fredagens hjemmekamp.

Efter en trist sæson med nedrykning fra 1. division er der en hel del at rette op på, men starten på opholdet i 2. division var tæt på at gå helt galt.

Kun 50 sekunder inde i Næstveds forsinkede premiere stod gæsternes Mads Kaalund helt fri foran mål, men sparkede venligt ved siden af.

Målsparket sendte Næstved-keeper Victor Anker direkte ud over sidelinjen, så starten var ikke ligefrem opløftende for værterne.

Men det blev den bare tre minutter senere.

Hillerøds keeper Tim Lund tabte bolden for fødderne af Næstveds Abdoulie Njai, der spillede Mateus Costa fri til scoring.

Udover stillingen på måltavlen var der dog ikke meget at glæde sig over for det næsten 500 mand - og kvinde - store corona-begrænsede hjemmepublikum.

Hillerød var både bedst og mest på bolden, men rigtig farligt blev det aldrig - selv om Victor Anker måtte ned at ligge for at redde et frispark fra Tobias Andersen midtvejs i første halvleg.

Gæsterne dominerede på midtbanen, mens Næstveds offensiv begrænsede sig til nogle få nålestik, der dog allerhøjst kildede lidt. De forkerte steder.

Anden halvleg begyndte næsten som den første med et nærgående forsøg fra Hillerød. Den chance blev fulgt op af en mistimet hovedstødsforsøg af Christoffer Thrane i den anden ende af banen, og heller ikke langskud fra værternes Aleksa Todorovic eller gæsternes Jonathan Witt gav resultat.

Det generelle billede fra de første 45 minutter var også det samme. Hillerød havde bolden mest, mens Næstved lurede på omstillinger.

Et par gange slap Christoffer Thrane da også afsted, men angriberen blev forholdsvis let løbet op af Hillerød-forsvaret.

Den tidligere Slagelse-spiller havde åbenbart gemt den afgørende fart i støvlerne til det 79. minut. Her lykkedes det ham at holde forfølgerne bag sig længe nok til at komme på skudhold.

Tim Lund reddede flot i første omgang, men den energiske frontløber var hurtigt over riposten og gjorde det til 2-0.

Dermed var kampen endegyldigt afgjort, og så gjorde det ikke sydsjællænderne så meget, at kampens problemfri dommer Frida Mia Klarlund lod stadionuret ramme 95 minutter, før hun fløjtede af.

For en uge siden indledte Hillerød sæsonen i 2. division med en 3-0 sejr over AB, men den succesoplevelse var der ikke meget tilbage af hos anfører Philip Lindgaard efter fredagens kamp.

- Jeg synes, vi er bedre end Næstved, men det nytter jo ikke noget, når man taber 2-0. Men det er vores egen skyld. Vi foræret dem jo to mål, siger Philip Lindgaard.

- Vi tager ned til en nedrykker fra 1. division og har bolden 90 procent af tiden. Men vi er uskarpe. Vi vælter os i muligheder, der KUNNE være blevet til store chancer, men vi er vel kun farlige to gange. Sådan har det desværre været før, og det er noget, vi må hjem og arbejde med - hurtigt. Der er brug for noget hårdhed på holdet, siger han.

Næstveds anfører Jesper Christiansen var forståeligt nok i bedre humør - og lettet. Men også enig med sin kaptajn-kollega et godt stykke hen ad vejen.

- Hillerød har bolden mere, end vi bryder os om, og vi er under større pres, end vi gerne ville. Men vi holdt stand, og det er det vigtigste, siger Jesper Christiansen, der styrede forsvaret fint sammen med hjemvendte Lasse Nielsen.

- Indtil nu har vi fokuseret på vores organisation, og så må det polerede fodboldspil komme med tiden. For et nyt hold handler det først og fremmest om at få point på kontoen, siger Jesper Christiansen.

Både Næstved og Hillerød spillede sig iøvrigt videre i pokalturneringen i ugens løb, og fredag blev der trukket lod til 2. runde.

Her skal Næstved på besøg hos vinderen af Hundested og BSF, mens Hillerød får hjemmebane mod OB.

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?