28. maj 2020
Vordingborg-træner Jan Faber kan snart ikke være i sig selv af frustration over ikke at vide, hvad der skal ske med sjællandsserien. Foto: John Ringstrøm
gallery icon

Se billedserie

Vordingborg-træner Jan Faber kan snart ikke være i sig selv af frustration over ikke at vide, hvad der skal ske med sjællandsserien. Foto: John Ringstrøm
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fodboldfrustrationen breder sig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fodboldfrustrationen breder sig
Sport Sjællandske - 13. maj 2020 kl. 21:28
Af John Ringstrøm
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Mens superligaen og 1. division har udsigt til at fortsætte turneringen sidst i maj, står det anderledes til i rækkerne under.

Uvisheden i klubberne er kæmpestor, for hverken eksempelvis Slagelse B&I i 2. division eller Vordingborg i sjællandsserien aner, om de er købt eller solgt i forhold til henholdsvis ned- og oprykningsspørgsmålet.

- Man regner med og håber på at kunne spille de sidste fem kampe i grundspillet og så halvdelen af slutspillet. Det vil sige seks kampe, hvor man møder de hold, man ikke har mødt i grundspillet. Men vi 2. divisionsklubber holdt et webmøde mandag. hvor jeg syntes, at der var en stemning af, at man ikke kan bruge fem kampe til noget. Klubber som Helsingør og Brønshøj, der har en del kontraktspillere, mener også, at det er for dyrt at kalde spillere ind til så få kampe i forhold til, hvad de kan få i lønkompensation, siger Slagelses sportschef Søren Andersen, der heller ikke selv tror på den model.

- Det kan jo ikke lade sig gøre, hvis vi først må starte med at træne 8. juni og derefter skal bruge 14 dage på at komme op i gear. Jeg er ikke optimist med hensyn til de 11 kampe.

Den vestsjællandske 2. divisionstrup starter formentlig træning mandag, når Slagelse Kommune åbner idrætsanlæggene, men der er mange uafklarede spørgsmål i Søren Andersens hoved.

- Jeg tror, man finder en løsning uden tabere. Det vil selvfølgelig være fint for os, men til gengæld har jeg svært ved at vurdere, hvad de gør med mulige oprykkere. Der er alt for mange, der har mulighed for at ryge i nedrykningsspillet, så man kan ikke lave en sportslig fair afvikling, mener Slagelse-chefen, der sammen med de øvrige klubber også skal selvfinansiere et omfattende testprogram inden eventuelle kampe.

- Alle spillere skal jo testes, og det skal vi selv finansiere, selv om 2. divisions betegnes som amatører, konstaterer Søren Andersen, der derfor også må se sit hold træne uden elemtære fodboldfærdigheder som hovedstød og tæmninger med brystkassen.

Heller ikke 11 mod 11 må der spilles. Men til gengæld blev der onsdag aften fra Kulturministeriets side åbnet op for nærkampe i udendørs kontaktsport.

- Vi kan jo ikke træne ordenligt spil. Men vi skal have et møde igen i næste uge. Der er meget på spil, og for os er der er en verden til forskel på 2. division og danmarksserien. Vi har spillet 50 procent af kampene i sæsonen og det er for tyndt et grundlag at tage beslutning på, mener Andersen.

Netop danmarksserien er et forjættet land for Vordingborg, der er tophold i sjællandsseriens pulje 2, ét point foran Slagelse B&Is andethold, efter halvdelen af sæsonens kampe.

Men Vordingborgs cheftræner Jan Faber er ved at rive håret af sig selv i bar frustration over rygter om, at turneringen annulleres. Nøjagtigt som man allerede har gjort i Jylland og Fyn med al seriefodbold. Til gengæld har DBU København meldt ud, at de agter at gennemføre deres rækker.

- Jeg har nu hørt fra flere sider, at DBU Sjælland påtænker at annullere sæsonen. Så brænder jeg da helt sammen, kommer det fra Faber, der tidligere har fået meldingen fra unionen, at den ville melde noget ud 10. maj.

Da det ikke skete, har Faber fået meldingen, at unionen afventer, hvad der sker oppe fra - altså 2. division og derunder danmarksserien. Danmarksserien administreres af DBU Sjælland.

- Hvis sæsonen annulleres, gør man vindere til tabere og tabere til vindere. Hvorfor skal man belønne hold, der er udeblevet fra kampe, eller har nul point og så videre men straffe dem, der ligger til oprykning. Der er spillet mod alle, og der er jo ikke spillet kampe på Camp Nou eller Anfield, så mon ikke det går rimeligt op med ude- og hjemmekampe, siger Vordingborg-træneren, der alternativt foreslår, at man kan spille færdig i efteråret.

- Og så gøre næste sæson til halvårs. Jeg ved ikke, om det er muligt, men at aflyse foråret vil være latterligt, også selv om man eventuelt valgte at holde nedrykkere oppe og kun lod der være oprykkere, og dermed gør rækken større, siger Faber.

Der er stadig corona-tilstande på DBU Sjællands kontor i Roskilde. En del medarbejdere har været hjemsendt siden slutningen af marts, men der arbejdes naturligvis hele tiden i kulisserne.

Blandt andet er afviklingen af turneringerne i blandt andet serierækkerne én af de ting, der har stor fokus hos både bestyrelse og administrative medarbejdere.

- Vi er i fuld gang. Men jeg må også sige, at vi hidtil mest har koncentreret os om at få styr på, hvordan klubberne må træne. Vi har justeret anbefalinger fra myndighederne, fået afklaret regler omkring banemål og så videre, siger DBU Sjællands formand Jakob Koed.

Han har stor forståelse for, at mange klubber gerne vil vide, hvor de står i forhold til afvikling af sæsonen og ikke mindst op- og nedrykningsspørgsmål.

- Jeg kan sagtens forstå frustrationerne. Vi melder ud, så snart vi ved noget. Vi har mange parametre og skal kigge på helheden. Nogle rækker påvirkes af, hvad der sker længere oppe og andre gør ikke. Det er et stort puslespil, erkender Koed.

Selv om DBU Sjælland også administrerer danmarksserien, er det stadig DBU, der bestemmer, hvordan den skal afvikles. Det er primært en afgørelse omkring danmarksserien og 2. division, DBU Sjælland venter på.

- Jeg kan ikke sige så meget andet, end at vi forhåbentlig indenfor en rimelig kort tidshorisont kan melde noget ud, kommer det fra unionsformanden.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?