20. april 2021
Peter Haslund har allerede i denne sæson været med helt fremme i feltet.
Peter Haslund har allerede i denne sæson været med helt fremme i feltet.
Foto: Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Cykeltalent vil være professionel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Cykeltalent vil være professionel
Sport Sjællandske - 08. april 2021 kl. 06:53
Af Niels Nedergaard

Den 21-årige cykelrytter Peter Haslund drømmer ligesom mange andre unge knægte om at blive professionel. Derfor er den lokale Næstved-dreng klar til en ny sæson i holdets ånd, når han også i år tørner ud for det fusionerede Slagelse/Næstved-mandskab Team O.B. Wiik-Dan Stillads.

Peter Haslund har også allerede vist prøver på sit store talent i år, da han kørte to top ti-placeringer hjem ved sæsonstarten på de danske landeveje, som blev afviklet i løbet af påsken.

Her blev det langfredag til en sjetteplads i Værløse og en syvendeplads i Herning to dage senere.

Og særligt 2021 bliver skæbnesvangert for den unge håbefulde cykelrytter, der får en helt speciel rolle på holdet i år. En rolle, som skal hjælpe ham med at lave så gode resultater, at et af kontinentalholdene i Danmark får øjnene op for ham.

- Holdets sportsdirektør, Henrik, (Henrik Stegmann, red) har bygget holdet op omkring mig og prøver at give mig de bedste rammer, og tit i løbene er det mig, som taktikken bliver lagt ud fra. Han giver mig ro til, at jeg kan præstere. Når holdet er bygget op omkring en, er der selvfølgelig pres på, men jeg føler, det fungerer rigtig godt, så holdet kan uden tvivl hjælpe mig meget, siger Peter Haslund.

Sydsjællænderen har førhen været oppe på det øverste niveau inden for landets grænser som kontinentalrytter, da han i en enkelt sæson tørnede ud for det daværende Riwal CeramicSpeed Cycling Team i 2018.

Det blev dog kun til en enkelt sæson på det danske kontinentalhold, som senere opgraderede og blev professionelle, men senere har måttet trække sin status som professionel tilbage.

Peter Haslund vendte i stedet tilbage til det nuværende Team O.B. Wiik-Dan Stillads forud for 2019-sæsonen. Desværre blev drømmen om de gode resultater og en hurtig tilbagevending til et kontinentalhold forpurret af skader. Og for at gnide ekstra salt i såret fik Peter Haslund også spoleret store dele af sidste sæson, da covid-19 medførte aflysninger af flere af holdets planlagte løb.

Nu er timeglasset dog ved at rinde ud for det lokale talent. Det er nemlig hans sidste sæson som U23-rytter, hvilket efter denne sæson kan gøre det sværere for ham at score en kontrakt hos et kontinentalhold.

Alligevel tror han på, han kan levere så gode resultater, at han får en ny chance for at bevise sit værd på den øverste scene herhjemme.

- Jeg håber på at tage et step op, eller hvem ved? Måske to step yderligere op end lige nu. Det ved man jo ikke, men måske kontinental eller prokontinental. Det håber jeg og tror på kan ske, fortæller han med en optimisme i stemmen, inden han kort sætter et par ord på nogle af de løb, som han glæder sig til at bevise sit værd i.

- Nu er det gået godt i de her to A-løb (løbene i Værløse og Herning, red), men jeg synes, det er federe, når det bliver lidt hårdere, og når der kommer en lidt mere naturlig udskilning. Så jeg glæder mig til Post Cuppen og de løb, hvor hårdheden kommer lidt mere naturligt, tilføjer Peter Haslund.

Der har været mange bump på vejen for den alsidige Næstved-rytter, men selvom der har været mange nederlag og skuffelser undervejs i karrieren indtil nu, har han på ingen måder opgivet sin store drøm. Han vil køre mod de bedste i verden.

- Drømmen er at komme til at kunne leve af at cykle på sigt og få en kontrakt på et af de bedste hold. Det er også det, som jeg arbejder på nu. Altså at komme op i systemet og komme ud og køre nogle større løb. For i de større løb er der et bedre udstillingsvindue til at komme helt op på den største scene, afslutter det 21-årige stortalent.

Fra den 21. april må eksempelvis restauranter åbne for servering udenfor og indenfor men med restriktioner. Er reglerne for at gå ud og spise og drikke for indviklede?