20. oktober 2021
Thomas Lüstermann reddede blandt andet fire straffekast mod Roskilde, og først på kampens sidste afslutning, måtte DTH-keeperen se sig passeret fra 7-meterlinjen. Foto: Claus Rasmussen
Thomas Lüstermann reddede blandt andet fire straffekast mod Roskilde, og først på kampens sidste afslutning, måtte DTH-keeperen se sig passeret fra 7-meterlinjen. Foto: Claus Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Coronaramt keeper blev rask i tide

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Coronaramt keeper blev rask i tide
Sport Sjællandske - 26. september 2021 kl. 20:56
Af Claus Rasmussen

For en lille uge siden tabte Dianalund/Tersløse med 10 mål til Roskilde 2 i en træningskamp.

Dengang lå Thomas Lüstermann underdrejet med coronavirus, men da de to hold mødtes igen søndag eftermiddag i sæsonpremieren i 3. division, var den rutinerede DTH-keeper i den grad på benene igen.

Allerede efter syv minutter var målmanden noteret for fem store redninger - heraf to straffekast - så han var en af årsagerne til, at hjemmeholdet kunne juble over en sejr på 28-26 i en flot premierekamp.

På forhånd havde Dianalund-træner Per Berg forudset en grim håndboldkamp. Men det blev det langt fra.

I samtlige 60 minutter var der højt tempo, flotte angrebskombinationer, energiske enkeltmandsaktioner, høj intensitet, få tekniske fejl og lige tilpas med omdiskuterede dommerkendendelser som krydderi til spændingen på måltavlen.

- Jeg synes, det var en god kamp med god kvalitet i begge ender af banen, siger Per Berg, der var glædeligt overrasket over niveauet.

- Det var en af de bedste premierekampe, jeg har været med til, og jeg synes, vi vandt fortjent, siger han.

Godt hjulpet af Thomas Lüstermanns tidlige redninger kunne Dianalund/Tersløse gå til pause med en føring på 12-9, og i anden halvleg voksede forspringet til 19-15.

- Da havde jeg ro i maven, for jeg følte, at vi var i fuld kontrol. Men så kom der lige syv dårlige minutter, siger Per Berg.

Roskildes bagspillere Kristian Roos og Anders Thusholt bombede gæsterne tilbage i kampen, og med fem minutter tilbage var det helt lige. 24-24.

Stærkt spillende Amer Skajlic brød igennem på højrebacken og bragte DTH foran igen med sit niende mål, og næsten lige så målfarlige Tue Harrebye fulgte op med sin syvende scoring til 26-24.

Med 35 sekunder igen afgjorde Victor Kolding reelt kampen med sit mål til 27-25, inden Mikkel Frederiksen øgede til 28-25 på kontra.

Først på kampens sidste afslutning lykkedes det Roskilde at score på et straffekast mod Thomas Lüstermann. Efter fire flotte redninger, måtte han til sidst overgive sig til Marcus Juul, men det tog keeperen med et smil. Og i det hele taget var der ikke så meget tilbage af hans sædvanlige temperament.

- Jeg har stadig senfølger efter covid-19, og bare jeg går op af en trappe, er jeg jo helt kvæstet. Jeg troede faktisk ikke, at jeg kunne stå to gange 30 minutter - men jeg stod jo faktisk også kun 35 minutter, siger Thomas Lüstermann med et grin - og med tanke på en længere periode nærmest uden redninger i anden halvleg.

Rejser du til udlandet i år?