29. juli 2021
- Det bliver noget andet, når jeg skal være professionel og leve af det. Så kommer jeg til at mærke vigtigheden på en anden måde, siger den dobbelte europamester Christoffer Bring. Foto: Anders Ole Olsen
gallery icon

Se billedserie

- Det bliver noget andet, når jeg skal være professionel og leve af det. Så kommer jeg til at mærke vigtigheden på en anden måde, siger den dobbelte europamester Christoffer Bring. Foto: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bring læner sig op af noget stort

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bring læner sig op af noget stort
Sport Sjællandske - 20. juli 2021 kl. 06:10
Af Claus Rasmussen

I tirsdags spillede Christoffer Bring fra Næstved Golfklub prøverunde til The Open sammen med Collin Morikawa fra USA.

Søndag kunne amerikaneren så løfte »The Claret Jug« som tegn på sejren i den 149. udgave af turneringen - og i øvrigt glæde sig over mere end to millioner dollars i præmiepenge.

For debutanten Christoffer Bring sluttede deltagelsen i den prestigefulde major-turnering allerede fredag, da han missede cuttet. Og de eneste penge den 22-årige sydsjællænder kom i nærheden af i Royal St. George's Golf Club var lærepenge.

- Det var fedt at være med, og for mig handlede det om at nyde det - og lære af det, siger Christoffer Bring, der også spillede med den norske topspiller Viktor Hovland, som han kender fra juniortiden.

- Det var sjovt at se deres tilgang til prøverunden og følge med i overvejelserne. Især Morikawa var meget analyserende i forhold til at læse banen og finde ud af, hvor man absolut ikke måtte slå den hen. Så det er noget, jeg tager med mig og godt kan se, at jeg kan blive bedre til, siger Christoffer Bring, der forhåbentlig læner sig op af noget stort.

- Det var dejligt at se, at jeg sagtens kan være med. Der er slet ikke så langt op til de bedste. Jeg lavede nogle fejl, men det var også første gang, jeg spillede med på det niveau, og det kræver tilvænning. Men det bliver jo forhåbentlig hverdag, og så er det næste skridt at spille med om sejrene, siger han.

Oplevelsen i England i sidste uge var kulminationen på en travlt og vild måned for Christoffer Bring.

I slutningen af juni blev han europamester individuelt i Frankrig og kvalificerede sig til The Open, og efter en kort træningslejr herhjemme gik turen til Spanien hvor Bring og resten af herrelandsholdet blev europamestre for første gang. Og tidligt næste morgen fløj han så videre til England.

- Ved EM for hold spillede jeg otte runder golf på fem dage. Det var jo ikke den optimale forberedelse til The Open, siger Christoffer Bring, der er mindst lige så stolt af hold-titlen som den individuelle guldmedalje.

- Det er to vidt forskellige ting. Den individuelle EM-titel har jo størst betydning for min egen karriere, men at vinde hold-titlen sammen med drengene var bare fedt. De støttede mig i Frankrig, og jeg kunne virkelig mærke deres glæde, da jeg vandt. Og så var det bare ekstra dejligt at vinde sammen med dem bagefter, siger han.

Sidst på ugen kommer landsholdskammeraterne til Næstved til en forsinket fejring af EM-guldet, og formentlig bliver det også til 18 huller på Christoffer Brings hjemmebane.

Mandag var Christoffer Bring selv et smut forbi Næstved Golfklub, og her var der mange medlemmer, der lige skulle nå at hilse på og ønske tillykke.

- Det er sjovt, at der er så mange, der følger med. Det er kun dejligt. Der er også mange, der siger, at det var fedt at se mig på tv, siger Christoffer Bring.

Så er spørgsmålet bare, hvornår han igen spiller med i en stor turnering med tv-dækning.

- Forhåbentlig om ikke så længe. Det er jo derude, jeg gerne vil være. Så det er da målet at få det til at ske i den nærmeste fremtid, siger Christoffer Bring.

Selv om de nye EM-titler formentlig kan skaffe ham invitationer til en række turneringer med gode penge og ranglistepoint på spil, har han dog endnu ikke besluttet, hvornår han bliver professionel.

- Jeg lægger ikke skjul på, at jeg vil være professionel. Men det er gået rigtig hurtigt siden EM i Frankrig, og det er en helt ny verden for mig. Det hjælper meget at blive europamester - men hvad præcis det kan gøre, er jeg ved at finde ud af. Så jeg henter råd og vejledning, så jeg kan skifte på den bedste måde og det bedste tidspunkt, siger Christoffer Bring, der stadig har én ambition tilbage som amatør.

- Jeg har altid godt kunne tænke mig at spille med i US Amateur, og den er jeg blevet inviteret til nu på grund af min EM-titel, siger han.

US Amateur Championship spilles i den anden hele uge af august i Pennsylvania.

Så hvis Christoffer Bring beslutter sig for at tage afsted, er der ikke meget tid til at lade batterierne op.

Og det trænger de til.
- Jeg synes, jeg har haft meget at se til de sidste måneder. Først var der eksamen på min skole i USA, så skulle jeg flytte ud af min lejlighed derovre og hjem efter fire år på college. Og nu har jeg været på farten i en måned til golfturneringer, siger Christoffer Bring, der havde familien med i England som team. Far Christian som manager, mor Malene som coach og storebror Frederik som caddie.

- Jeg kan godt mærke, at jeg er træt nu. Mere mentalt end fysisk. Jeg har i hvert fald let ved at falde i søvn, når hovedet rammer puden. Så jeg skal lige ned på jorden og slappe af, siger han.

I denne uge er der dog stadig træning i kalenderen, men i weekenden rejser Christoffer Bring på ferie.

Målet er Italien, men helt uden golf bliver det nok ikke.

- Det kan godt være, at golfudstyret kommer med, og jeg lige spiller en enkelt runde. Det er svært ikke at tage det med..., siger han med et smil.

De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?