26. september 2020
Afgående bestyrelsesformand for Team FOG Næstved Niels Fog (t.h.) er første medlem af Team FOG Næstveds Hall of Fame. Foto: René Kongsgaard/Kongsgaard Foto
Afgående bestyrelsesformand for Team FOG Næstved Niels Fog (t.h.) er første medlem af Team FOG Næstveds Hall of Fame. Foto: René Kongsgaard/Kongsgaard Foto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Afgående FOG-formand revser Arena-projekt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Afgående FOG-formand revser Arena-projekt
Opdateret 09. december 2019 kl. 17:54
Sport Sjællandske - 07. december 2019 kl. 06:39
Af Simon Ydesen

Da Niels Fog for 17 år siden lod sig overtale til at blive ikke alene hovedsponsor men simpelthen navnesponsor for Team FOG Næstved, havde han ikke i sin vildeste fantasi troet, at han i 2019 skulle ende med at blive det første medlem af Team FOG Næstveds Hall of Fame, der mest af alt er oprettet for at ære Niels Fog.

Den nu tidligere navnesponsor og bestyrelsesformand - men fortsatte aktionær - i Team FOG Næstved har om nogen været en hjørnesten i tilblivelsen af den basketvirksomhed, der blomstrer i fuldt flor i disse år, og derfor er han nu som første person blevet indlemmet i Team FOG Næstveds Hall of Fame.

Da Niels Fog i sin tid sagde ja til at blive navnesponsor for en nærmest ukendt basketklub i Næstved, var det ud fra et ganske nøgternt forretningsmæssigt synspunkt og intet andet.

- Det var groft sagt et reklameskilt som så mange andre sponsorater. Det handlede om at få navnet Fog ud til flest mulige mennesker, og her var en god platform at gøre det på. Der var ikke meget mere i det fra min side på daværende tidspunkt, siger Niels Fog.

Den succesfulde erhvervsmand var en yderst sjælden gæst til hjemmekampene hos holdet, der bærer hans navn.

- Man kan dele mit engagement med Team FOG Næstved op i tre faser. Først interesserede vi os slet ikke for basket, min kone og jeg. Da Andreas Larsen inviterede os op til en kamp, mente min kone, at det var uhøfligt ikke at møde op, så det gjorde vi, og vi blev grebet af det, siger Niels Fog.

For tre år siden da Team FOG Næstved blev skilt fra Næstved Boldklub rent selskabsmæssigt blev Niels Fog bestyrelsesformand.

- Andreas spurgte, om jeg ville påtage mig den opgave, og det mente min kone var en god ide, så det blev vi enige om, at jeg godt kunne være med til at løbe i gang, siger Niels Fog.

Efter tre års arbejde i bestyrelsen for Team FOG Næstved er Niels Fog nu klar til at give stafetten videre.

- Jeg var allerede begyndt at drosle ned, da Andreas kontaktede mig, men nu er jeg klar til at koncentrere mig mere om min hobby; at spille musik, siger Niels Fog.

Han efterlader et Team FOG Næstved, der er flyttet tilbage i Hal 1 og ud af Arena Næstved, og den situation er Niels Fog ikke stor fan af, selvom han i vanlig stil forholder sig nøgternt til sagens aspekter.

- Jeg har selv siddet som kommunalpolitiker og også som bestyrelsesformand for DGI Huset i Vordingborg, så jeg kan sagtens sætte mig ind i de udfordringer, som Jacob Brixvold og bestyrelsen i Arena Næstved står med. Jeg mener, at de dybest set er blevet sat i en umulig situation fordi, Næstved Kommune har gjort det svært for projektet lige fra begyndelsen. Det stammer helt tilbage fra finansieringen, der ikke var optimal. Hele processen med opførelsen var forceret, siger Niels Fog.

For Niels Fog er historien om Team FOG Næstved og Arena Næstved lidt at sammenligne med fortællingen om Kejserens nye klæder.

- Alle kan se det er helt godnat, at Arenaen står tom, mens Team FOG Næstved spiller i Hal 1. Det er lidt som Kejserens nye klæder. Alle kan se, at den er gal, men ingen siger noget, påpeger den nu tidligere formand for Team FOG Næstved.

Han understreger, at det ikke er en kritik af Arena Næstved men mere en bemærkning rettet mod de lokale politikere i Næstved Kommune.

- Det er tydeligt, at finansieringen ikke har været tilstrækkelig, og det minder lidt om Vordingborg Kommune og DGI Huset. Her har man så fundet en løsning. Jeg kan kun håbe, at man kan gøre det samme i Næstved, for det virker forkert, at man bygger en arena for, at den bare skal stå tom. Der er lidt Ebberød Bank over den her historie, siger Niels Fog.

Navnet skaber stolthed
Nu er det imidlertid ikke længere Niels Fogs hovedpine, at Team FOG Næstved har fået hjemmebane i Hal 1. Han kan i stedet hellige sig familien, og sin passion for at spille musik.

Der er stadig et par andre bestyrelsesposter, men fra marts 2020 er den eneste tilbageværende bestyrelsesopgave at være formand for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrags bestyrelse. Derudover vil han stadig kunne opleves på tilskuerpladserne til Team FOG Næstveds hjemmekampe.

- Jeg siger ikke farvel til Team FOG Næstved. Jeg træder bare ud af bestyrelsen. Jeg vil stadig følge med, siger Niels Fog, der er beæret over, at basketholdet stadig bærer hans efternavn.

- Jeg havde min familie med til den seneste hjemmekamp. Det var meget sjovt, at 11 af de 12 familiemedlemmer bærer navnet Fog, og jeg kan da ikke lade være med at være stolt over, at klubben stadig bruger mit navn, selvom Andreas Larsen, sikkert sagtens kunne sælge navnet til en anden. Jeg forstår faktisk ikke, at han ikke har solgt sponsornavnet til en anden, siger Niels Fog.

Har debatten om sexisme taget overhånd?