28. september 2020
Mikkel Luimes scorede et af de flotteste Næstved-mål, da han i november 2015 sprintede fra et helt AC Horsens-hold over det meste af en banelængde og endte med at afdrible keeperen. Foto: Hans Jørgen Johansen
gallery icon

Se billedserie

Mikkel Luimes scorede et af de flotteste Næstved-mål, da han i november 2015 sprintede fra et helt AC Horsens-hold over det meste af en banelængde og endte med at afdrible keeperen. Foto: Hans Jørgen Johansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 50-årige knæ stopper 25-årig fodboldspiller

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

50-årige knæ stopper 25-årig fodboldspiller
Sport Sjællandske - 14. august 2020 kl. 06:07
Af Simon Ydesen

Så går den ikke længere for skadesplagede Mikkel Luimes, der på tre år har været ude for to overrevne korsbånd. Det er ganske enkelt slut med fodbold på topplan.

- Jeg kommer ikke til at spille fodbold på eliteplan igen, konstaterer Mikkel Luimes, da Sjællandske fanger ham for en kommentar til det endegyldige punktum på en karriere, der aldig nåede de højder, som der i glimt blev givet lovning på.

I en alder af 25 må Mikkel Luimes sande, at knæene er så medtaget af to korsbåndsoperationer, at de knirker og knager som hos en 50-årig maratonløber ude af form.

- Jeg er kun 25, men mine knæ er vel 50. Det er i hvert fald noget i den stil, for de har det ikke så godt længere. Det er også derfor, at jeg nu endegyldigt opgiver at komme tilbage på et eller andet eliteniveau. Jeg har hele tiden haft et håb om at kunne komme tilbage og spille divisionsfodbold, men det kommer ikke til at ske, siger Mikkel Luimes.

Den evigt glade nu tidligere fodboldspiller lader sig dog ikke slå ud af den endegyldige afklaring, og det har måske været hjælp til selvhjælp med lidt selvindsigt.

- Jeg har jo et eller andet sted godt set det komme, så det er jo ikke en kæmpe overraskelse, at det her bliver enden på det, men det er stadig en stor ting, når fodbold har fyldt så meget i 20 af mine 25 leveår. Det er jo mest af alt en livsstil, jeg giver afkald på, siger Mikkel Luimes.

- Jeg havde en god snak med Ulrik Balling, og han sagde blandt andet, at noget af det, han ville ønske, at han kunne var at spille noget oldboys i dag. Men det kniber for hans knæ, og det var virkelig en historie, der gjorde indtryk på mig, så den var ligesom med til at sætte perspektiv på tingene for mig, siger Mikkel Luimes.

Han stammer fra Glumsø, men fra en tidlig alder spillede han i Næstved, hvor han var en del af en meget talentfuld årgang 1995. Her spillede han blandt andet sammen med Mads Nordam, Oliver Jørgensen og Sebastian Sørensen. Luimes' enorme hurtighed blev spottet af FC Midtjylland, der hentede ham til heden, hvor han fik sin fodbolduddannelse og ungdomsuddannelse, inden turen gik hjem til FC Nordsjælland og siden Næstved.

- Jeg var ikke helt gode venner med Mogens Krogh. Mogens havde ikke den helt store tillid til mig, så det blev aldrig rigtig godt, siger Mikkel Luimes, der i stedet tog til Slagelse, der på det tidspunkt var at finde i sjællandsserien.

- Her fik jeg Ulrik Balling, og det var omvendt en træner, der troede på mig. Jeg har været rigtig glad for at have ham, og jeg håber, at jeg kan holde kontakten med ham her fremradrettet, for han har betydet meget for mig, siger Mikkel Luimes.

Han erkender blankt, at han ikke har fået nok ud af sit talent for at spille fodbold. - Det kan du roligt skrive, at jeg ikke har. Jeg har da ofte tænkt: Hvad hvis du havde givet den 100 procent hele vejen. Jeg havde et talent, der bragte mig langt, men jeg har aldrig været ham, der bare stillede mig op for at selvtræne efter træning, fordi det ville se godt ud. Jeg burde nok have fået mere ud af det, siger Mikkel Luimes, der nu skal finde ud af, om han kan få tid til at spille lidt hyggebold på serieniveau.

- Det skal bare være sjovt. Jeg elsker jo stadig at spille fodbold, og jeg har snakket med Ulrik Balling om, at det ikke nødvendigvis er så skidt for mig og mine knæ, hvis det bare foregår i et lavere tempo, så jeg må lige se. Jeg har nogle venner, der spiller i Skælskør, så det kunne godt være her, jeg skulle begynde, men jeg ved det ikke endnu, siger Mikkel Luimes.

Mener du, at det bliver mere forvirrende og besværligt at følge regeringens corona-retningslinjer?