20. oktober 2019
Mathias Drost har i foråret tørnet ud for Vordingborg i serie 1. Her har den tidligere HB Køge og Næstved-spiller genfundet fodboldglæden. Foto: Simon Ydesen
Mathias Drost har i foråret tørnet ud for Vordingborg i serie 1. Her har den tidligere HB Køge og Næstved-spiller genfundet fodboldglæden. Foto: Simon Ydesen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vordingborg var den helt rette kur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vordingborg var den helt rette kur
Sport Sjællandske - 23. juni 2019 kl. 20:07
Af Simon Ydesen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

20-årige Mathias Drost kunne indtil for et halvt år siden skrive professionel fodboldspiller på visitkortet. Han var kontrakt i HB Køge, men lysten var der ikke længere, og det tog han konsekvensen af, da han bad om at få sin kontrakt ophævet med 1. divisionsklubben. De parter havde ellers papir på hinanden frem til sommeren 2020.

- Glæden ved at spille fodbold var væk. Jeg havde brug for, at det ikke kun var fodbold, det hele drejede sig om. Jeg var kørt død i det hele os HB Køge i løbet af mine sidste fire måneder i klubben. Ellers har jeg altid været glad for at være i klubben, siger Mathias Drost.

Der var flere klubber ude efter den ellers så talentfulde midtbanespiller, som kunne have fundet klubber på både divisions og danmarksserieniveau, hvis det var det, han havde lyst til. Det var det imidlertid ikke. Det var noget helt andet Mathias Drost søgte.

- Jeg snakkede med Jan Faber, og han overbeviste mig om, at Vordingborg var det helt rigtige sted for mig at genfinde fodboldglæden. Det viste sig også, at han havde helt ret. Det har været fantastisk for mig at komme til Vordingborg og opleve det kammeratskab, der er i klubben. Det er virkelig fedt at være en del af, og det var lige sådan noget, jeg havde brug for at være en del af, siger Mathias Drost.

Én ting er kammeratskabet og stemningen i omklædningsrummet. Noget helt andet er evnen til at vinde fodboldkampe, og her har Mathias Drost i den grad hjulpet sine nye holdkammerater til nye højder.

- Det er gået rigtig godt rent spillemæssigt. Det er naturligvis ikke på det samme niveau, som jeg kom fra, men jeg havde også en ide om, at jeg kunne gøre en forskel på det her niveau, og det var noget, jeg havde brug for at opleve, siger Mathias Drost, der rent faktisk er ubesejret i Vordingborg-trøjen.

Sydsjællænderne har nemlig kun tabt en enkelt kamp i forårets turneringskampe ude mod Herfølge, og her var Mathias Drost ikke med. Måske der er en sammenhæng.

- Jeg noterer mig i hvert fald, at jeg stadig er ubesejret. Nej spøg til side, så er det meget sjovt at være en del af den her klub. Der er virkelig noget positiv energi omkring klubben og holdet, så jeg forventer, at det også bliver sjovt, selvom vi nu er rykket op i sjællandsserien, siger Mathias Drost.

På ét enkelt punkt kan Vordingborg dog godt bryste sig at være mere end godt med. Den lokale opbakning og tilskuerinteresse er nemlig stor i forhold til, atdet kun er serie 1-fodbold, der er blevet spillet på en bane, der det meste af foråret har mindet om Jerusalems ødelæggelse.

- Faber nævnte det godt nok for mig, da vi snakkede sammen. Dengang lagde jeg ikke så meget i, at der skulle være 200-300 tilskuere til hjemmekampene, men jeg må bare sige, at det har været en fantastisk oplevelse at komme ned og opleve den stemning, der er til vores hjemmekampe. Det er fedt og meget motiverende, siger Mathias Drost.

Dermed lægger han også op til, at Vordingborg også i næste sæson vil få glæde af ham, selvom niveuet hos Mathias Drost helt åbenlyst er til mere end seriebold på hyggeplan, som det er i Vordingborg.

- Jeg forventer ikke, at jeg skal spille i Vordingborg resten af min karriere, for det skal jeg ikke, men lige nu har jeg det fantastisk i klubben, og så må jeg se, hvornår jeg skal prøve mig af igen på et højere niveau, siger Mathias Drost.