20. november 2018
Sjællandskes tidligere sportsjournalist Henning Fristed er gået bort efter længere tids sygdom.
Sjællandskes tidligere sportsjournalist Henning Fristed er gået bort efter længere tids sygdom.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Piben ryger ikke mere - Fristed er død

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Piben ryger ikke mere - Fristed er død
Sport SJ - 30. oktober 2018 kl. 11:55
Af Simon Ydesen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Nekrolog: Mandag gik Sjællandskes mangeårige sportsjournalist Henning Fristed bort efter længere tids sygdom. Han blev 71 år.

Da Fristed, som han slet og ret hed på redaktionen, sad og røg sin fyraftenspibe for sidste gang søndag den 31. maj 2015, var det en glad mand, der kunne gøre status over et langt arbejdsliv med sport, bogstaver og evigt godt humør som de tre altoverskyggende ingredienser.

Han pustede ud, tændte piben og gik så ellers i gang med at fundere over, hvad han dog skulle bruge sin nyfundne status som pensionist til. Glæden over at være nået til vejs ende på et langt og begivenhedsrigt arbejdsliv var udtalt, selvom han ikke var meget for at slippe arbejdsdagene, som han nød som få andre. Der skulle mere end lidt sne til at holde ham hjemme i Hyllinge. Arbejdspligten kaldte, og det var en opgave, som han lagde liv og sjæl i.

Minderne var stærke. Der var særligt to, der igen og igen blev fortalt under rygepauserne, eller når der lige var lejlighed til at dvæle ved den kære fortid.

Næstveds legendariske guldkamp i 1980 var et minde for livet, og til sin dødsdag irriterede det den garvede sportsjournalist, at Peter Bonde var blevet snydt for rollen som matchvinder på grund af ligeledes bortgangne Hans Aabechs scoring. Beretningen om, hvordan Fristed sad og græd sammen med Næstved-spillerne i omklædningsrummet efter kampen var nærmest en årligt tilbagevendende historie, når den sidste spillerunde i landets bedste række var overstået.

Så var der straks mere smil på læben, når Fristed fik mulighed for at fortælle sin personlige version af eventyret for Nya Ullevi i 1992, da Danmark vandt EM i fodbold. Han var der selv, og han skrev, så det sang i den chanceløse Tandy, der var datidens arbejdsredskab for en udsendt sportsjournalist.

Henning Fristed har formået at sætte et uudsletteligt indtryk på avisens sportsdækning, og mange af de rutinerede kilder, nævner stadig Fristed, når man færdes ude til diverse arrangementer.

Blandt disse folk har Henning Fristed nærmest opnået legende-status. Med sine velvalgte ord, evigt rygende pibe og vindende væsen blev han en yderst populær skikkelse, der i flere årtier var en god ambassadør for Næstved Tidende og siden Sjællandske.

Han dannede i mange år et yderst frugtbart makkerskab med avisens tidligere sportsredaktør Flemming Thor Madsen. Fristed var Thor evigt taknemmelig for, at han i sin tid havde givet ham tilbuddet om at rykke fra Sjællands Tidende i Holbæk til Næstved for at blive en del af den lokale sportsredaktion.

Det blev i alt til 37 år på Sjællandske under forskellige navne, og 43 år i alt som sportsjournalist. Der var ikke nogen opgave, der var for stor eller lille til at blive sat under hans grundige journalistiske falkeblik, der ofte så ting, som andre ikke så. Han fandt indgangsvinkler, der kunne forvandle den mest kedelige 0-0-kamp på Slagelse Stadion til en skøn fortælling om længden på græsset og hjørneflagets kamp mod vinden. Han kunne noget med ord ham Fristed.

Journalister i almindelighed - og sportsjournalister i særdeleshed - har en tendens til at samle sig et kor af folk, som man ikke nødvendigvis er på bølgelængde med. Sandheden kan jo gøre ondt. For Fristeds vedkommende var vennerne mange, og fjenderne få. Få journalister var så vellidte, som han var, og det skal retfærdigvis nævnes, at Henning Fristed aldrig havde berøringsangst overfor historier, der kunne kaste hårde ord af sig, næste gang man mødte den omtalte person. For sådan var Henning Fristed. En mand der var let at holde af og svær at blive sur på.

Henning Fristed efterlader sig sin kone, Lilian, tre børn, fire børnebørn og fem oldebørn.Der er i skrivende stund ikke sat tidspunkt for hans bisættelse.

Æret være Fristeds minde.
simon