18. oktober 2018
FC Helsingør var en klasse bedre end Slagelse, da 1. divisionsholdet vandt pokalkampen med 2-0.
gallery icon

Se billedserie

FC Helsingør var en klasse bedre end Slagelse, da 1. divisionsholdet vandt pokalkampen med 2-0.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: FCH sendte Slagelse ud af pokalen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

FCH sendte Slagelse ud af pokalen
Opdateret 08. august 2018 kl. 20:30
Sport SJ - 08. august 2018 kl. 19:52
Af Simon Ydesen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

1.041 dage, en konkurs, tre oprykninger og en nedrykning er der gået siden FC Helsingør senest gæstede Harboe Arena Slagelse for at spille en kamp mod det lokale fodboldhold.

Dengang hed det lokale hold FC Vestsjælland. Onsdag stod der Slagelse B&I ud for hjemmeholdet.

Den 4. oktober 2015 vandt FC Vestsjælland over FC Helsingør, og dengang scorede Frederik Christensen et af de tre vestsjællandske mål. Få måneder senere gik FC Vestsjælland konkurs, og Frederik Christensen tog turen med ned i sjællandsserien, mens FC Helsingør satte kursen mod superligaen.

Nu er forskellen på papiret ved at være udlignet lidt igen med blot en enkelt rækkes forskel.

Fortællingen om onsdagens pokalkamp mellem de to hold er dog lidt mere nuanceret, for der var reelt set klasseforskel på de to mandskaber.

FC Helsingør var et niveau bedre end hjemmeholdet, da superliganedrykkerne i momenter skruede op for tempoet. Det hører dog med til historien, at Slagelse var meget tæt på at komme foran ved Rasmus Grønne, da han blev spillet fri i Helsingør-feltet, men en fremragende fodparade fra den debuterende FC Helsingør-keeper Viktor Anker forhindrede en overraskende føring.

I stedet satte gæsterne tempoet i vejret, og det fik i sekvenser Slagelse-forsvaret på galtis.

Carl Lange gjorde det til 1-0, da han udnyttede et flot opspil i Helsingørs venstre side, mens 2-0-scoringen blev tordnet ind af Frederik Roepstorff, der ramte underkanten af overliggeren. I første omgang troede de fleste af de 929 tilskuere, at der var vinket for offside på en Helsingør-spiller, der var først på riposten, men der var vinket fra linjedommerens side, fordi der var mål. Bolden sprang ned bag stregen.

Den scoring så ud til at punktere opgøret. Det gjorde i hvert fald, at FC Helsingør fik skiftet nogle af de få stamspillere ud, som var med i Slagelse for at spare dem frem mod weekendens kamp mod Viborg.

Den luksus havde Slagelse-træner Ulrik Balling ikke. Han måtte i stedet skifte ud for at prøve at forstærke sit mandskab, så man kunne mønstre et modangreb i anden halvleg. Den mission lykkedes delvist. Frederik Christensen endte dog med at se rødt for hjemmeholdet efter to gule kort. Lidt af en streg i regningen, da han er ude mod Marienlyst i søndagens 2. divisionskamp. Kampen blev mere jævnbyrdig, men hele tiden virkede FC Helsingør i klar kontrol med begivenhederne. Derfor endte det som forventet med, at Christian Lønstrups tropper bookede plads i bowlen til anden runde i Sydbank Pokalen.