

Se billedserie
Torsdag spillede Elias Bertheussen fra Norge den bedste runde golf nogensinde i Trelleborg Golfklub i Slagelse.
Nordmanden fra Byneset Golfklubb klarede anden runde af »Harboe Open - by Slagelse Kommune & Sparekassen Kronjylland« i 65 slag. Det er to slag bedre end den 12 år gamle bane- rekord, og Elias Bertheussen er nu alene på andenpladsen i Ecco Tour-turneringen med en samlet score på otte slag under par.
Frederik Dreier fra Furesø Golfklub fører i -10, men det er ikke kun de professionelle favoritter, der markerer sig.
Seks amatører formåede at sikre sig en af de 56 pladser i fredagens finalerunde, og blandt dem er Christian Jacobsen fra Korsør Golf Klubs 1. divisionshold.
Han er med i turneringen på et wildcard, og med runder i 69 og 71 slag, har han vist sig mere end berettiget til invitationen.
- Det har været sjovt at prøve, og det giver en masser erfaring, som jeg kan bruge til at videreudvikle mit spil, siger Christian Jacobsen, der er på en delt 11.-plads i -4.
Til daglig læser Christian Jacobsen erhvervsøkonomi i Slagelse, men tanken om en professionel golfkarriere er blevet støvet lidt af med præstationerne i Trelleborg.
- Efter de fine runder, kommer det da op til overvejelse igen. Jeg har jo vist, at jeg godt kan konkurrere på det her niveau. Men indtil videre tager jeg det som en oplevelse, siger 21-årige Christian Jacobsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her