
Det blev ingen ønskestart, da HØJs mænd genoptog turneringen i 1. division lørdag eftermiddag. På udebane tabte HØJ 31-23 til oprykkerne Grindsted.
Et nederlag på otte mål lyder af meget, men opgøret tog først sin afgørelse i det sidste kvarter, og syv minutter før tid havde HØJ chancen for at hægte sig på Grindsted igen. Med muligheden for at reducere til 24-22 misbrugte Bo Spellerberg et straffekast, og derfra gik det lodret ned ad bakke.
HØJ fik ellers en god start. Fløjen Roi Berg Hansen bragte HØJ foran 4-1, men Grindsted kom hurtigt tilbage, og de to hold fulgtes pænt ad gennem resten af 1. halvleg til pausestillingen 14-14.
Bo Spellerberg scorede 2. halvlegs første mål, men det var også sidste gang, at HØJ var foran i den kamp. Med fire mål i træk slog Grindsted et lille hul, men HØJ kom tilbage og var ad flere omgange kun nede med et enkelt mål. Senest ved stillingen 22-21 med 13 minutter igen.
Hos HØJ var Bo Spellerberg den store profil med 11 mål.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her