
15 markspillere og tre målmænd. Det var, hvad der var tilbage på træningsbanen ved torsdagens træningen i FC Nordsjælland.
På sidelinien sad blandt andre Mads Døhr Thychosen og Ulrik Yttergård Jenssen, og begge spiller i forsvaret, som i forvejen savner de to bundrutinerede Kian Hansen og Johan Djourou.
Men det tager cheftræner Flemming Pedersen med stoisk ro.
- Vi har altid masser af spillere. Men på grund af skadesituationen, har vi taget Adamo Traore fra U19-holdet med op og træne. Som vi siger, så er vores transfervindue åbent hele året. Og i denne her periode er det så Adamo, der er med oppe, siger han til Frederiksborg Amts Avis.
Udover de nævnte er der også skader hos venstrebacken Martin Frese, kantspilleren Jonathan Amon og midtbanespilleren Mohammed Diomande, der dog har fået taget gipsen af sin brækkede ankel, mens Abu Francis, Ibrahim Sadiq, Andreas Schjelderup og Andreas Bredahl også blev skånet i den sidste del af træningen.
- Der er altid justeringer i løbet af ugen på enkelte spillere, fordi vi kører på. Det er også alt efter hvor meget belastning, de har haft. Det er nemmere at tage noget træning af, end at sætte noget på, kan man sige. Men det er meget individuelt - også fra øvelse til øvelse, siger Flemming Pedersen.
- Så man skal ikke være bekymret på vores vegne over, at der ikke er flere spillere på banen til sidst.
Savnet af Johan Djourou og Kian Hansen gav i weekenden spilletid til ghanesiske Maxwell Woledzi, der fik sin femte superligakamp for FC Nordsjælland.
- Vi har så stor tillid til spillerne her, og vi var sikre på, at Maxwell nok skulle gå ind og gøre det godt. Han laver skønhedsfejl, og han er ikke uddannet Superligaspiller endnu, men den bedste måde at lære på er at spille. Han klarede det fint, og det gjorde holdet også i en meget svær kamp mod en svær modstander, siger Flemming Pedersen.
FC Nordsjællands Johan Djourou meldes i øvrigt ude med en fiberskade og forventes ikke i spil i »den nærmeste fremtid«. Kian Hansen har en knæskade, som ser ud til at holde ham ude en rum tid endnu.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her