20. oktober 2020
FC Nordsjælland og cheftræner Flemming Pedersen er i gang med at skrue op for træningsmængden, så holdet kontinuerligt kan træne mere og på sigt højne niveauet. Men det koster på kort sigt. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
FC Nordsjælland og cheftræner Flemming Pedersen er i gang med at skrue op for træningsmængden, så holdet kontinuerligt kan træne mere og på sigt højne niveauet. Men det koster på kort sigt. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Måske kommer næste niveau mod Lyngby

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Måske kommer næste niveau mod Lyngby

Mere træning giver dygtigere spillere. Så FC Nordsjælland er i gang med at skrue op for belastningen på sin trup, selv om det ser ud til at koste på kort sigt.

Sport Nordsjælland - 28. september 2020 kl. 12:14
Af Rudi Dalsgaard

De har set slidt ud, når kampene skulle afgøres. Men det er FC Nordsjællands spillere også for tiden. Og med god grund.

For som et led i både deres egen og klubbens udvikling har der i denne sæsonopstart været fuld blus på træningsmængden, som har været skruet et par nøk i vejret, og det er fortsat ind i sæsonstarten, hvilket har givet tunge ben hele vejen rundt.

- Det handler primært om mængden af træning, og det giver også flere informationer. Så det er både hårdere for hovedet og for kroppen. Så lige nu er det hårdt, fordi spillerne er ude af deres »comfort zone«, og det er den tilvænningsperiode, vi er i gang med, forklarer cheftræner Flemming Pedersen.

Målet er ganske simpelt - FC Nordsjælland skal kunne træne mere, end man har gjort hidtil. Groft sagt skal der lægges halvanden times træning på og ugen for alle spillerne, og når man så ganger det op på et helt år, er det en betragtelig øgning af træningsmængden.

- Når man øger træningsmængden, bliver man fysisk og mentalt træt, og så går der en periode, før kroppen og hovedet tilvænner sig og kan komme op på næste niveau. Man kan ikke være sikker, men vi gætter på, at vi efter den næste landsholdspause har endnu friskere ben, så vi to-tre dage om ugen kan træne en halv time mere, end vi har gjort før, siger Flemming Pedersen.

Timingen kan virke underlig, da det tydeligt har kostet i Superligaen, hvor FC Nordsjællan kun har kunnet holde dampen oppe i en halvleg af hver af de to kampe, man har spillet indtil videre. Men beslutningen om at tage skridtet blev allerede taget i sidste sæson, hvor spillerne efter den sidste kamp mod FC København fik at vide, at de godt kunne se frem til en meget hård opstart.

I uvejr i England

Det er ikke første gang, Flemming Pedersen sætter sådan et projekt i gang. Denne gang har han dog hele sin stabs opbakning. Det havde han ikke i Brentford, da han stod i spidsen for klubbens B-hold. Forståelsen og anerkendelsen kom bagefter, men der var knas i samarbejdet i starten, husker han.

- I de første 14 dage, hvor jeg var der, ville alle omkring mig stoppe. Vi havde krisemøde, fordi de syntes, det var for voldsomt - både i forhold til det fysisk, til det analytiske, hvor vi analyserede med spillerne i 45 minutter inden træning, og til det, at vi inddrog en af deres to fridage, husker Flemming Pedersen.

- Men efterfølgende fik jeg fantastisk feedback fra teamet derovre - spillere og trænere.

Erfaringerne med at træne mere havde han med fra Tyskland, hvor han trænede sammen med Kasper Hjulmand i Mainz, og Hjulman tog da også mange af de erfaringer med tilbage til FC Nordsjælland, da han blev træner i FCN anden gang.

Nu er tiden så moden til, at man vil tage et skridt mere i Nordsjælland.

- De kortsigtede resultater kan være i mod os, fordi vi ikke står distancen i en hel kamp. Det er en kalkuleret risiko. For på bagkanten af det, skulle det gerne give endnu bedre resultater, så når vi kigger på sæsonen som helhed, skulle vi gerne have forbedret os - også resultatmæssigt. For det handler om at skabe gode resultater og vinde fodboldkampe, siger Flemming Pedersen.

Har modet til det

Udefra set har det dog kostet i de første to kampe, og FCN forventer at der i hvert fald går to kampe mere - den i aften mod Lyngby og næste rundes kamp mod FC København - før effekten begynder at slå igennem.

Det kan virke hasarderet, når der i denne sæson kun er 22 kampe, før top seks skilles ud, og så kan det blive dyrt, hvis man har »smidt« de første fire runder.

Men Flemming Pedersen tøver ikke.

- Man kan jo også vinde en kamp, selv om man er træt, siger han og fortsætter om strategien:

- Det er det mod, vi har i klubben. Vi har mod til at tage chancer og udfordre os selv. Det er derfor, FC Nordsjælland består. Det er en del af vores natur. Vi vil videre. Det kan godt koste resultater på kort sigt. Det er ikke sikkert. Men det kan være, det gør det. Og det er vi villige til, siger cheftræneren.

Og så peger han på kampprogrammet for at sammenligne det med sidste sæson. I følge det er der ingen grund til panik i FCN-lejren.

- Da jeg så kampprogrammet, var jeg glad, for der kunne jeg se, at vi kun skulle have ét point i de første fire kampe for at matche de samme kampe sidste sæson. Der fik vi ét point mod Lyngby og tabte de tre andre (ude mod Brøndby, OB og FC København, red.). Det har vi fået allerede efter to af de fire kampe, siger FCN-træneren.

- Så vi er rolige. Vi kommer ikke til at ryste på hånden. Det eneste, der kan få os til at ryste på hånden er, hvis vi kan se, at der er noget i vejen med vores miljø, eller vi slet ikke kan spille fodbold mere. Men det er der ingen tegn på.

Nu har klubben så fortalt og udbredt strategien i offentligheden, og det ville derfor være oplagt for de kommende modstandere - Lyngby mandag aften og FCK på søndag - at prøve at kværne FCN tør for kræfter.

- Ja, det må de andre hold jo prøve på. Det ser jeg kun frem til. For så får vi en status på det. Men det kan jo også være, at vi får friske ben hurtigere, smiler Flemming Pedersen.

FC Nordsjælland møder Lyngby klokken 19.00 i aften i Right to Dream Park.

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?