Oprustningen fortsætter for 2. divisionsklubben Hillerød Fodbold, der nu officielt har præsenteret den 23-årige midtbanespiller Tobias Arndal som ny mand i truppen.
Han har erfaring fra Superligaen, hvor han har spillet 30 kampe og scoret to mål - den senest kamp var i april 2019.
- I Tobias får vi en dygtig spiller, han er ydmyg og arbejder stenhårdt for holdet. Han har prøvet miljøet fra øverste hylde og kan trods sin unge alder bidrage med de erfaringer, han har. Christian Lønstrup har før været dygtig til at arbejde med spillere, der har været på højeste niveau, og jeg er sikker på han kan forløse Tobias hos os. Det er god tilføjelse til truppen, hvor han allerede er faldet godt til, siger Hillerød Fodbolds sportsdirektør Jackie Rasmussen.
Efter de 30 kampe for Horsens har fodboldlivet været lidt omtumlet for Tobias Arndal.
Han var en af de to spillere, der skulle have været lejet ud til Næstved i foråret 2019, hvor Næstved kvajede sig med papirarbejdet, så det ikke gik i orden.
Siden fik han ophævet sin fire år lange kontrakt med AC Horsens, da der stadig var to år tilbage. Arndal var ellers lidt af en succeshistorie, da AC Horsens havde spottet fynboen på Oure's efterskolehold og gjort ham til Superligaspiller.
Senest har Arndal spillet i norske Arendal i den norske 2. division, hvor han står noteret for 25 kampe og fire mål, men han forlod klubben med udgangen af 2020.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her