

Se billedserie
HØJ holder fast i den spinkle mulighed for at besætte tredjepladsen i 1. division og dermed spille kvalifikationskampe til Håndboldligaen med en sejr 29-26 over Grindsted i Jyllinge Hallen lørdag i påsken.
Skulle det gå hen og glippe, så kan HØJ dog i det mindste glæde sig over klubbens bedste sæson nogensinde. HØJs bedste placering i 1. division er en 7. plads, og holdet kan med to spillerunder igen ikke slutte dårligere end den femteplads, som HØJ indtager i øjeblikket.
Opgøret mod Grindsted var længe en jævnbyrdig affære. Føringen skiftede flere gange undervejs i 1. halvleg. På intet tidspunkt havde nogle af holde en føring på mere end to mål.
Mod slutningen var der dog optræk til at Grindsted ville stikke af i en periode hvor forsvarsjernet Jeppe Jonasson allerede var ude og afsone sine anden udvisning i opgøret.
Men en række store redninger af Victor Bang, der midtvejs i 1. halvleg havde afløst Rasmus Døssing mellem stængerne, forhindrede Grindsted i at komme foran med tre mål.
I stedet fik Frederik Lundgaard på sin første aktion i opgøret reduceret til 11-12, og på et frikast, hvor tid ellers var udløbet, scorede Bo Spellerberg i bedste Mikkel Hansen-stil til pausestillingen 12-12.
Grindsted kom bedst ud til 2. halvleg og bragte sig også foran med to mål, men HØJ kom hurtigt tilbage, og efter knap 43 minutter kom hjemmeholdet foran med tre mål for første gang i kampen da Morten Slundt gjorde det til 21-18.
Afgørelsen faldt et par minutter senere, da Marcus Stroustrup øgede føringen til fire mål ved stillingen 25-21. I samme moment blev Grindsted-profilen Nikolaj Svalastog ramt af sin tredje udvisning og blev dermed diskvalificeret. Det kunne vestjyderne ikke komme tilbage fra.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her