13. juni 2021
FC Nordsjællands Peter Vindahl Jensen spillede en stor kamp for holdet i hjemmekampen mod Mathias »Zanka« Jørgensen, Lukas Lerager og resten af FC København.
FC Nordsjællands Peter Vindahl Jensen spillede en stor kamp for holdet i hjemmekampen mod Mathias »Zanka« Jørgensen, Lukas Lerager og resten af FC København.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: FCN-keeper: Nød at spille mod FCK

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

FCN-keeper: Nød at spille mod FCK
Sport Nordsjælland - 11. maj 2021 kl. 12:10
Af Rudi Dalsgaard

Det var FC Nordsjællands ghanesiske angrebsraket Kamaldeen Sulemana, der løb med det meste af opmærksomheden i 2-2-kampen mod FC København mandag aften, og angiveligt er han under lup fra 15 interesserede klubber.

Men hvis nogle af de klubber står og mangler en målmand, så blev der nok også sat ring rundt om 23-årige Peter Vindahl Jensen, der spillede en tæt på perfekt kamp mod københavnerne.

Han var iskold med bolden i fødderne, fordelte den rigtig godt og diskede samtidig op med flere gode redninger, selv om han lukkede to mål ind.

- Det var en fin dag på kontoret. Og dejligt at føle, at man bidrager til det ene point. Der skete lidt i kampen. Det var en fed kamp at spille med gang i den, siger Peter Vindahl Jensen.

- Jeg nød det. For det var en fed kamp at spille. Det er de her kampe, vi lever for, og det er den slags kampe, der giver noget hård hud. Jeg tænker også, at anden halvleg må have været sjov at se på.

FC Nordsjælland måtte lige som i kampene mod FC Midtjylland se modstanderne gå højt i presspillet, men det passede FCN godt mandag, og Peter Vindahl Jensen fik masser af tid på bolden til at fordele den. Med god succes.

- Et hold som Midtjylland går meget højt og meget aggressivt. Der kom FCK ikke med det samme tryk, og på den måde var det lidt nemmere at spille. Det er jo det, vi træner hver dag - at være rolige på bolden og prøve at spille os ud. Det lykkedes vi godt med, siger Peter Vindahl Jensen, der dog også var irriteret over, at han måtte indkassere to mål - begge bare to minutter efter, at FCN selv havde scoret.

- Det er uden tvivl noget, vi må kigge på. Om det er noget mentalt, eller hvad det er. For det burde ikke være sådan, at de scorer så hurtigt to gange efter, at vi kommer foran. Det skal vi have dykket ned i, siger FCN-keeperen.

Ét point efterlader FC Nordsjælland ni point efter FC København på tredjepladsen, hvilket nok sender bronzemedaljerne uden for rækkevidde. I stedet skal jagten sættes ind på fjerdepladsen og muligheden for at spille europæisk til næste sæson. Her ligger AGF i skrivende stund fem point foran FC Nordsjælland med tre runder igen.

De to hold mødes i næste runde i Århus.

- Jeg synes godt, vi kan bruge det ene point (mod FCK, red.) til noget. Alle kan se, hvor tæt det er, så det kan være det ene point bliver afgørende til sidst. Så vi tager alt, hvad vi kan få, siger Peter Vindahl Jensen.

- Vi har jo haft nogle fine kampe mod AGF og har slået dem tre ud af tre gange. Forhåbentlig kan vi gøre rent bord. Det ville være fedt. Fire på stribe mod dem ville være lækkert.

Hvor langt tror du Danmark når ved EM