
Den gamle mesterklub Sisu er gået fra det ene nederlag til det andet i Dameligaen i denne sæson. Onsdagens opgør i Hørsholm Hallen blev ingen undtagelse. Sisu måtte drage hjem til Gentofte med det 14. nederlag i træk, men til gengæld kan bundholdet måske finde opmuntring i, at det formåede at skabe overraskende spænding i opgøret. Hørsholm vandt 59-48.
Gennem kampens første tre perioder opbyggede Hørsholm langsomt et forspring, der nåede 18 point midt i tredje periode. I forhold til fredagens nederlag til BMS Herlev var der flere spillere, der bød sig til offensivt, med en velskydende Kristine Risager og Elisabeth Brynaa i spidsen. De to scorede henholdsvis 14 og 10 point de første tre perioder, men fem andre var også på scoringstavlen til trods for at Hørsholm var uden flere stamspillere - heriblandt landsholdsspillerne Gritt Ryder og Anne Hee.
Hørsholm-Sisu 59-48
(19-12, 17-10, 9-8 14-18)
Hørsholm: Kristine Risager 16, Elisabeth Brynaa 15, Katrine Horneman 9
Sisu: Michala Borch 13, Asta Blauenfeldt 10, Amalie Besserman 10
Måske var fraværet af profilerne en af årsagerne til, at Hørsholm var ved at kollapse i fjerde periode. Fra at være foran komfortable 47-30 skrumpede forspringet ind til bare fire point med fire minutter igen, da Sisus Michala Borch satte en treer.
Men tre-pointscoringer af Josephine Tullin og Elisabeth Brynaa gjorde, at Sisu trods alt ikke kom nærmere.
- Jeg synes, vi specielt i første halvleg spiller med god rytme og flow. Det hjælper selvfølgelig, når vi rammer. Vi spiller fint forsvar hele vejen igennem og vi får stækket SISUs individualister, især Asta Blauenfeldt. Vi sørgede for at hun ikke kom til kurven og fik åbnet op for deres gode skytter og det var vores gameplan, siger Hørsholms coach, Jesper Krone og tilføjer:
- Jeg er lidt ærgerlig over vores lille kollaps i anden halvleg, men til gengæld går vi ind efter en timeout og smider spændetrøjen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her