8. december 2019
Frederik Heise tiljubles efter sin scoring til 1-0, da Birkerød spillede fredag aften ude mod Tårnby FF i Danmarksserien i aftes. Han endte med at lave tre mål i kampen. Foto: Rudi Dalsgaard
gallery icon

Se billedserie

Frederik Heise tiljubles efter sin scoring til 1-0, da Birkerød spillede fredag aften ude mod Tårnby FF i Danmarksserien i aftes. Han endte med at lave tre mål i kampen. Foto: Rudi Dalsgaard
Foto: Rudi Dalsgaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tre straffespark og to røde kort

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tre straffespark og to røde kort
Sport Frederiksborg Amts Avis - 09. august 2019 kl. 20:36
Af Rudi Dalsgaard
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Der blev gået til den på Amager, da Skjold Birkerød fredag aften vandt 4-2 på udebane i Danmarksseriens pulje 1. Her blev hjemmeholdets anfører udvist med et direkte rødt kort, mens Birkerød kunne sætte sæsonens første sejr på tavlen og notere et hattrick til angriberen Frederik Heise.

Der gik noget tid, før de to hold fik følt hinanden så meget an, at de kunne skabe chancer på modstanderne, og det var gæsterne fra Birkerød, der lagde for.

Især Simon Vollesen begyndte at røre på sig, og tempoet blev sat op, når Birkerød fik bolden i fødderne.

Det førte til et angreb i venstre side ved Elias With, der fik sendt en bold op i fødderne på spydspidsen Frederik Heise. Han satte smart sin nærmest oppasser af med en dribling bag sit støtteben, og så var han alene igennem og kunne score fladt til 1-0.

Heise lynede igen bare tre minutter senere - denne gang efter et Birkerød-angreb i højre side. Heise kom på skudhold i feltet og fra en spids vinkel sparkede han bolden op ad fjerneste stolpe til 2-0.

To scoringer på tre minutter af den varme Birkerød-angriber.

Men derfra fik Tårnby bedre fat i kampen - presset af resultatet. Birkerød slap heldigt efter 30 minutter, da Christopher Nejstgaard sparkede forbi bolden i en clearing, men Magnus Høgh Petersen kom god ud af sit mål og var med til at gøre Tårnby-afslutningen svær.

Kort efter var den dog gal igen i Birkerød-feltet, og Christopher Nejstgaard fik hægtet en Tårnby-mand i feltet, og den slags giver straffe. Anfører Peter Hjulmand eksekverede til stillingen 1-2, som holdt til pausen.

Den brugte Birkerød umiddelbart bedst, for straks i anden halvleg kom Jes Broby stormende med i et angreb, men fik sit skud blokeret. På det efterfølgende hjørnespark blev Christopher Nejstgaard skubbet omkuld i feltet, og så var der straffe til Birkerød.

Det tog Simon Vollesen sig af, og så stod det 3-1 til gæsterne efter 55 minutter.

Tårnby trykkede igen på speederen og lagde især tryk efter et par dødbolde, og det kastede kampens tredje straffespark af sig, da Elias With fik hægtet Patrick Sandby Knudsen i feltet i kamp om en nedfaldsbold.

Tårnby-spiller begik dog synd nummer ét i fodboldbogen, da han valgte at sparke selv, men Simon Høgh Petersen havde luret sparket og reddede til sin egen højre side.

Kort efter gik Tårnby-anfører Peter Hjulmand alt for voldsomt ind i en tackling på Birkerøds Mads Serop, og dommer Kasper Madsen greb hurtigt til baglommen, og så var Birkerød 11 mod 10.

Det fik ikke Tårnbys fokus på at få bolde i feltet til at stoppe, og med 20 minutter igen blev det 2-3, da Rasmus Lenshøj ubesværet kunne score efter en nedfaldsbold på et hjørnespark.

10 minutter før tid faldt afgørelsen dog. Birkerød slog kontra ved Niklas Toft Kristiansen, som trak ind i banen og blev væltet, men bolden endte hos Frederik Heise, og han bankede sit tredje mål i kassen.

I kampens sidste minut modtog Christopher Nejstgaard sit andet gule kort og blev vist ud, men det ændrede i sidste ende ikke ved udfaldet på kampen.

Danmarksserien
Tårnby FF-Skjold Birkerød 2-4 (1-2)

Mål: 0-1: Frederik Heise (22), 0-2: Frederik Heise (25), 1-2: Peter Hjulmand (33, str.), 1-3: Simon Vollesen (55, str.), 2-3: Rasmus Lenshøj (70), 2-4: Frederik Heise (80)

Udvisning: Peter Hjulmand (60), Tårnby. Christopher Nejstgaard (90), Birkerød.

Tilskuere: 230