23. februar 2020
Brian Mengel gjorde det til 1-0 for FC Fjordbold i 3-2-sejren over Albertslund lørdag.
gallery icon

Se billedserie

Brian Mengel gjorde det til 1-0 for FC Fjordbold i 3-2-sejren over Albertslund lørdag.
Foto: Rudi Dalsgaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Spænding i Fjordbold-sejr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Spænding i Fjordbold-sejr
Sport Nordsjælland - 18. januar 2020 kl. 16:12
Af Rudi Dalsgaard
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

FC Fjordbold vandt lørdag 3-2 ude mod Albertslund i Futsal Liga Øst, men sejren kom ikke i hus uden problemer.

Sidste gang de to holdt mødtes blev det alt for spændende - set med FC Fjordbolds øjne - i opgøret i Hundested Hallen, hvor det dog endte med en 6-5-sejr til Frederikssund-holdet.

Så de blåklædte virkede opsatte på at få sat tingene på plads fra start, og det lykkedes da også med to hurtige scoringer i de indledende minutter. Først scorede Brian Mengel, og så gjorde Marco Thorhauge det til 2-0, inden der var spillet to minutter.

Derfra overtog Albertslund initiativet med bolden, mens Fjordbold var tilfredse med at stå og skærme af. Defensiven var da også på plads, og det var sjældent, at målmand i første halvleg, Dennis Carlsson, for alvor blev testet.

Straffe dømt

Omvendt havde Fjordbold et par muligheder i kontrafasen, men de blev ikke rigtig ført igennem, og så måtte afgørelsen af kampen lade vente på sig.

Den blev udskudt endnu mere i første halvlegs sidste minutter. Store, men letfodede, Adem Kücükkartal blev nedlagt i feltet, og så fik hjemmeholdet et straffespark, som Adem Kücükkartal selv tog sig af og reducerede til 1-2.

Det dækkede bordet til en livlig anden halvleg, og den blev da også lige så livlig og intens, som man kunne have håbet på. Fjordbold kontrollerede spillet bedre, men Albertslund var ikke bange for at køre hver enestre kontra, de kunne.

Derfor kom målmand i anden halvleg, Robin Armandt, da også under beskydning og måtte flere gange vise, hvorfor det er, at man i Sverige udtager ham til landsholdet.

Føring udbygget

FC Fjordbold var noget skarpere, da man fik chancen. Godt halvvejs i anden halvleg fik man spillet sig igennem i venstre side, og så stod Esmaeil Roudsari klar foran mål til at hjælpe bolden over stregen til 1-3 med 10:48 tilbage.

I kampens sidste minutter tog Albertslund overtalsspillet i brug for at tiltvinge sig overtaget, og efter et par minutter med pres på Fjordbold-målet kom gevinsten. Bolden blev flyttet godt rundt og endte til sidst hos Michael Christensen i højre side, og han kunne let sætte bolden ind til 2-3.

Futsal Liga Øst
Albertslund-FC Fjordbold 2-3 (1-2)
Mål: 0-1: Brian Mengel (2), 0-2: Marco Thorhauge (2), 1-2: Adem Kücükkartal (18), 1-3: Esmaeil Roudsari (30), 2-3: Michael Christensen (38)
Tilskuere: 200

Det gav tryk på til sidst. En tværpasning med 24 sekunder tilbage af kampen skulle nok have været omsat til 3-3-målet, men Adem Kücükkartal kiksede afslutningen, og måtte få sekunder efter se Robin Armandt redde, da Kücükkartal igen fik chancen efter en hurtig bolderobring.

Albertslund fik sat et sidste angreb op, men fik ikke afsluttet, og så endte det med tre point til Frederikssund-holdet, der ligger nummer ét i Futsal Liga Øst inden søndagens kampe.