13. november 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nat og dag med Nordsjælland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nat og dag med Nordsjælland
Opdateret 07. november 2019 kl. 22:00
Sport Frederiksborg Amts Avis - 07. november 2019 kl. 21:49
Af René Larsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det var nat og dag med Nordsjælland Håndbold i torsdagens ligakamp mod Skjern i Helsingør Hallen. Efter en forfærdelig 1. halvleg var Nordsjælland på det nærmeste udpeget som stensikker nedrykker fra ligaen 14 spillerunder før tid.

Men på en forrygende 2. halvleg reddede Nordsjælland ikke bare æren, men tændte også håbet og lyset om en fremtid blandt de bedste, selv om det blev til et nederlag 31-25.

At det skulle gå hen og blive en lige kamp havde ingen drømt efter 1. halvleg.

For det gik skævt allerede fra start. Der var spillet små otte minutter, da norske Eivind Tangen bragte Skjern på 5-1, og der var rigeligt at reparere på for Nordsjælland i begge ender af banen.

Skjern spillede ikke voldsomt hurtigt. Alligevel kunne vestjyderne relativt nemt spille sig til oplagte scoringsmuligheder, og de blev udnyttet stensikkert. Nordsjællands to sagesløse målmænd Frederik Andersson og Marcus Holmén lå i 1. halvleg med redningsprocenter på beskedne 15.

I den modsatte ende af banen havde Nordsjælland voldsomt svært ved at komme til fornuftige afslutninger over for Skjerns islandske landsholdsmålmand Björgvin Gustavsson. Kasper Kisum, der scorede otte mål i 1. halvleg mod Ribe-Esbjerg forleden, blev pareret på sine to første afslutninger. Det tog brodden af den trussel, Nordsjælland kunne komme med fra distancen, og gjorde det hele mere vanskeligt.

Efter ti minutter måtte Simon Dahl nødtvunget tage timeout bagud 8-2. Blot 18-årige Matias Campbell blev bragt i spil. Det ændrede ikke afgørende noget, og Kasper Søndergaard øgede til 13-6.

Det gik så let, at Skjern på det nærmeste blev lullet i søvn. og da Mathias Møller tilførte angrebet lidt tiltrængte vitaminer, så var Nordsjælland egentlig heldige med kun at være bagud med fem mål, da de to hold gik til pause.

De tilskuere, der måtte være gået skuffede hjem i pausen, snød sig selv gevaldigt. For det var en helt anden attitude, som Nordsjælland kom ud med til 2. halvleg. For første gang i denne sæson startede Nordsjælland efter pausen stærkt. Det modsatte har været tilfældet en del kampe. På tre mål af Kasper Kisum og et af Matias Campbell så havde Nordsjælland pludselig reduceret til 15-16.

Publikum blev pludselig vækket til live, og midtvejs i 2. halvleg nåede Nordsjælland sensationelt op på omgangshøjde, da først Andreas Nielsen og siden en underhånd fra Jesper Dahl gjorde det til 21-21 og 22-22.

Men det var ikke mange sekunder, at Nordsjælland kunne føle sig inde i kampen. Skjern var begge hurtige til at bringe sig tilbage i front.

Med under ti minutter igen reducerede Frederik Iversen fra fløjen til 24-25. Men derfra fik Skjern strammet op. Anders Eggert scorede på et par straffekast og Eivind Tangen fik klemt en kasse ind, og så var det afgørende hul slået.