

Se billedserie
11 mål og en futsalkamp i et opskruet tempo. Jo, der var nok at se til, da Frederikssund-holdet FC Fjordbold tirsdag aften vandt 6-5 over Albertslund i Futsal Liga Øst
På dagen havde Fjordbold hjemmebane i Hundested Hallen, og der var godt pakket, for flere af de sædvanlige Hundested-fans var kommet forbi for at følge et par af heltene fra Sjællandsserieholdet - den nykårede futsallandsholdsspiller Nicolai Jægergaard og Lars Bonde.
De så en lige første halvleg, som Albertslund startede bedst og bragte sig foran i, inden Fjordbold scorede tre gange i tre, for så bare at se Albertslund udligne til 3-3 inden pausen.
Men til gengæld kom det blåklædte hjemmehold som forvandlet ud til anden halvleg.
Allerede efter 30 sekunder af anden halvleg havde LArs Bonde haft to skud på mål. Martin Hansen bankede et fladt spark udefra ind til 4-3 efter 22 minutters spil, inden Lars Bonde så igen kom til en dobbeltchance, men måtte se bolden tage stolpen.
Fem minutter inden i anden halvleg blev det 5-3 ved Thomas Hesche, der hjalp målmand Robin Armandts skud ind over stregen, og da Hesche også gjorde det til 6-3 med et fladt spark, var kampen igen helt tilbage på Fjordbold-fødder.
Men derfra tog dramaet fat. Lars Bonde fik raget to gule kort til sig inden for et par minutter, og så måtte han ud. Det kostede Fjordbold to minutter i undertal.

Der var godt 200 tilskuere på lægterne i
Hundested Hallen.
Det overlevede man, men spændingen var langt fra forbi. Fjordbolds svenske målmand Robin Armandt er frisk på at gå med frem, men lever også livet farligt en gang i mellem. Og det kostede med fire minutter igen, da han blev tacklet på Albertslunds banehalvdel. Gæsterne slog kontra og reducerede til 6-4.
Intensiteten steg på de to bænke, hvor tilfredsheden med dommerne også var til at overse, og da Albertslunds Adem Kücükkartel slap for et rødt kort efter en batalje med Nicolai Jægergaard, kom der virkelig gang i den på lægterne.
Og da Robin Armandt så lod bolden smutte under fingrene på sig selv, så Albertslund reducerede til 6-5 med 1:46 tilbage af kampen, kom der virkelig nerver på i hallen.
Albertslund spillede powerplay, og til sidst var det netop Adem Kücükkartel, der med et par snævnre dribliner var tæt på at udligne i kampens sidste aktion. Men Fjordbold og det talstærke publikum slap med skrækken.

FC Fjordbolds Nicolai Jægergaard er netop
udtaget til det danske futsallandshold. Tirsdag
spillede han på sin anden hjemmebane i
Hundested.
FC Fjordbold-Albertsl. 6-5 (3-3)
Mål: 0.1: Kristian Sørensen (5), 1-1: Jakob Noer (5), 2-1: Jakob Noer (9), 3-1: Lars Bonde (11), 3-2: Nicolai Barkum (14), 3-3: Simon Jørgensen (16, selvmål), 4-3: Martin Hansen (22), 5-3: Thomas Hesche (26), 6-3: Thomas Hesche (31), 6-4: Jakob Christensen (37)
Udvisning: Lars Bonde (33), FC Fjordbold.
Tilskuere: 200
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her