

Se billedserie
Allerød glemte at snøre sækken i lokalopgøret mod Skjold Birkerød lørdag eftermiddag i Danmarksseriens pulje 1, og så endte det uafgjort 2-2.
Hjemmeholdet var foran 2-0 ved pause, og alt åndede fred og ingen fare.
Målene var begge sat ind efter hjørnespark, hvor markeringerne svigtede i Birkerød-forsvaret. Allerede i det fjerde minut headede Dino Karjasevic foran, og efter den halve time øgede Niklas Skou Holm til 2-0 - ligeledes på hovedstød.
Birkerød havde i det hele taget problemer ved standardsituationerne, og kort før pause måtte målmand Dimitrije Jensen ud i fuld længde oppe under overliggeren for at vifte et hovedstød fra Jacob Harlev til hjørne.
Men opgøret ændrede karakter i 2. halvleg. Hjemmeholdet overlod initiativet til Skjold Birkerød. Efter små ti minutter fik gæsterne reduceret efter en dyb stikning til Niklas Toft Kristiansen.
Målet fik ikke vækket Allerød. Birkerød havde fortsat overtaget, og et lille kvarter før tid faldt udligningen. Birkerød fik tilkendt frispark på kanten af straffesparksfeltet. Troels Cilius Nielsen sparkede fladt uden om muren, og bolden gik under Allerøds målmand Johan Gårdsvoll til slutresultatet 2-2.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her