20. august 2018
Karlo Bartolec ved godt, at han skal ud af Superligaen, hvis han skal gøre sig på det kroatiske landshold. Foto: Allan Nørregaard
Karlo Bartolec ved godt, at han skal ud af Superligaen, hvis han skal gøre sig på det kroatiske landshold. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tror på VM - men ikke endnu

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tror på VM - men ikke endnu
Sport FAA - 04. maj 2018 kl. 10:11
Af Rudi Dalsgaard
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

På papiret kan det blive to FC Nordsjælland-spillere mod hinanden ved VM, når Kroatien og Island tørner sammen til sommer.

Men det kommer nok ikke til at ske. For selv om den islandske målmand Runar Alex Runarsson skulle komme til fadet for vulkanøen, så tror den kroatiske højreback, Karlo Bartolec, ikke på, at han kommer med. I denne omgang vel at mærke.

- Kroatien har et godt hold, og alle spillerne spiller i de bedste klubber i verden. Jeg har en chance i fremtiden, men der skal jeg spille i en bedre liga - en af top-fem ligaerne, siger Karlo Bartolec til Frederiksborg Amts Avis om sine landsmænd, der kan blive parret med Danmark i en eventuel ottendedelsfinale efter det indledende gruppespil.

- Jeg tror, vi kan komme til semifinalen. Men det kunne være sjovt at møde Danmark. De har også et godt hold, smiler han.

Lige for tiden er konkurrence på det kroatiske landshold dog for stor til, at han selv kan komme i spil. Atletico Madrids Sime Vrsaljko og Bayer Leverkusens Tin Jedvaj står foran ham i køen, og så er der lige det med, at Bartolec kun spiller i den danske Superliga. Her er en han en klar profil, men der skal mere til.

Han står på affyringsrampen som en af de mest salgbare spillere i FC Nordsjælland, men han kan også vælge at blive, hvis Nordsjælland vinder en plads i europæisk fodbold.

- Jeg er glad for at være her, og det er en stor klub. Jeg har en god fornemmelse her, og jeg ved ikke, hvad der sker i fremtiden. Jeg vil gerne tage et skridt mere på et tidspunkt. Men lige nu koncentrerer jeg mig om at slutte som nummer tre og komme ud i Europa. Det vil være godt for os unge spillere og klubben, siger Karlo Bartolec.

- Jeg har spillet europæisk fodbold med min klub i Kroatien, og det er bare på et andet niveau. Der spiller man med de bedste i Europa, og det er en god erfaring for alle.

Lige for tiden er han dog lige som resten af FC Nordsjælland-spillerne ramt af, at det har knebet med at vinde fodboldkampe i mesterskabsspillet. FCN er uden sejr i de seneste fire kampe og har kun en enkelt sejr i seks forsøg i mesterskabsspillet.

- Vi ville gerne have gjort det bedre i de seneste kampe. Men vi bliver bare ved til træning og bliver ved med at være positive. Det er kun to point, vi er bagud, så vi skal bare blive ved. Hvis vi vinder mod Midtjylland (på mandag, red.), så kan alt ske, siger Karlo Bartolec.

- Det kan være svært, men den eneste måde at komme videre er at være positiv. For hvis humøret daler, så kommer chancerne ikke for at komme fremad.

- Vi har spillet godt mod Brøndby, synes jeg, og vi har lavet chancer. Men vi har ikke fået scoret på dem. I de store kampe skal vi score på hver chance. For hvis vi ikke gør det, så taber vi.

For kroaten selv har præstationerne dog været fine og på den sædvanlige høje niveau. Han går lidt under radaren, da han er stille af natur og kæmper lidt med det engelske. Men ude på banen lader han fødderne tale og har vist sig som en klar profil som offensiv back.

- Jeg kan bedst lide at spille 3-4-3, hvor jeg har den offensive rolle. I 4-3-3 skal jeg koncentrere mig mere om det defensive, men jeg kan spille begge dele, siger Karlo Bartolec, der har scoret fire gange i denne sæson, men ikke på denne side af nytår.

- Jeg må bare blive ved. Chancen skal nok komme, hvis jeg giver alt ude på banen. Jeg fik en fin chance mod Brøndby, men skød forbi fra 16 meter, siger han.

- Jeg har scoret fire mål som højre back, og det er en fin statistik. Det er ikke noget stort problem, at jeg ikke har scoret på det seneste. På min plads handler det heller ikke alt om at score. Jeg skal også lave assist. Der har jeg lavet seks og der er begået tre straffe på mig.

Den netop 23-årige Karlo Bartolec kom til FC Nordsjælland i sommeren 2016 og har spillet 52 Superligakampe for klubben. Derudover står han noteret for i alt 10 u-landskampe for Kroatien. Mandag er han med, når FC Nordsjælland ude møder FC Midtjylland.