18. december 2018
Nicklas Strunck Jakobsen flankeret af sine stolte forældre, Marianne og Kenn Strunck Jakobsen. Foto: René Larsen
Nicklas Strunck Jakobsen flankeret af sine stolte forældre, Marianne og Kenn Strunck Jakobsen. Foto: René Larsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ølstykke-talent årets U17-spiller i Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ølstykke-talent årets U17-spiller i Danmark
Opdateret 01. marts 2016 kl. 11:37
Sport FAA - 29. februar 2016 kl. 19:00
Af René Larsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Tilbage i 2012 blev Jores Okore kåret som årets U21-spiller i Danmark. Her et par år efter har FC Nordsjælland for anden gang nogensinde fået del i talentpriserne, da 16-årige Nicklas Strunck Jakobsen mandag blev kåret som årets U17-spiller i Danmark ved en sammenkomst i DBUs lokaler i Brøndby.

- Han har udviklet sig rigtig meget. Vi er ikke i mål endnu, men han har imponeret med løbestyrke og passion uden bold samtidig med et stort mod og spilintelligens med bold, begrunder U17-landstræner Jan Michaelsen kåringen.

Med kåringen træder Nicklas Strunck Jakobsen i fodsporene på stjerner som Christian Eriksen, Nicklas Bendtner og Andreas Christensen, der tidligere er kåret som årets U17-spiller i Danmark.

Nicklas Strunck Jakobsen startede fodboldkarrieren hjemme i Ølstykke, hvor han er vokset op. Det var dog ikke alle i klubben, der kunne se det lysende talent. Da Nicklas Strunck Jakobsen måtte en tur ned på et af klubbens andethold, så syntes spillerens far, Kenn Strunck Jakobsen, at knægten skulle finde nogle andre græsgange. Nicklas Strunck Jakobsen skiftede derfor til Stenløse, hvor hans far i sin tid havde spillet på førsteholdet.

Nicklas Strunck Jakobsen spillede i to sæsoner i Stenløse, inden Frederikssund fik lokket den talentfulde spillere til fjordbyen. Her spillede han endnu to år, inden FC Nordsjælland i 2014 fik indlemmet ham i superliga-klubbens talentprogram i Farum.

- Han er i et fint miljø, og han har potentialet til at nå toppen, siger Jan Michaelsen.

Nicklas Strunck Jakobsen har trods sine kun 16 år allerede spillet 18 ungdomslandskampe.

Ved sammenkomsten i Brøndby blev der også kåret årets talent blandt U19 og U21-spillerne.

Hos U21 blev målmanden Jeppe Højbjerg kåret. Han er ved at slå igennem på seniorplan. Han vogtede i weekenden målet for Esbjerg mod FC København i Parken.

Hos U19 modtog FC Midtjyllands Mikkel Duelund prisen.

En spiller kan kun modtage talentprisen en gang i karrieren. Har man eksempelvis modtaget den som U17-spiller kan man ikke modtage den igen som U21.