20. juli 2019
Oliver Møllenberg i hans professionelle debut. Foto: Mads Hussing
Oliver Møllenberg i hans professionelle debut. Foto: Mads Hussing
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: OL-drøm sat på stand-by

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OL-drøm sat på stand-by
Sport FAA - 21. februar 2019 kl. 07:21
Af René Larsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Drømmen om OL er sat på standby for 18-årige Oliver Møllenberg fra Gilleleje Bokseklub. Den regerende danske juniormester i letweltervægt forsøger i stedet at skabe sig en karriere i de professionelles rækker, og på lørdag bokser han sin anden kamp i bar overkrop.

Det sker ved den nye promotor Peder Forsmans stævne i Vesterhavshallen i Ringkøbing.

- Der har ikke været den bedste kommunikation med DaBU. Det har ikke virket som om, at forbundet ville ham, så Oliver har mistet motivationen i forhold til en amatørkarriere, siger bokserens far, Thomas Møllenberg, der tillige er formand for Gilleleje Bokseklub.

Thomas Møllenberg undrer sig over DaBUs elitesektion.

- Det er som om, at den ikke kigger Gillelejes vej. Ud over Oliver så er Jacob Porsgaard, der er dansk mester i mellemvægt, som en af de få danske mestre ikke udtaget til de nordiske mesterskaber. Heller ikke vores U19-mester Bekhan Mahauri, der i fjor kom med til NM på et afbud og vandt en flot sølvmedalje efter en 3-2-kamp mod et af Norges største talenter, er heller ikke udtaget. Jeg forstår det ikke, siger Thomas Møllenberg og indrømmer:

- Det gør mig rasende. Det er talentfulde unge boksere, der træner to gange om dagen. Man skal pleje talenterne.

Thomas Møllenberg har selv tidligere været formand for elitesektionen i DaBU og har også været landstræner i en kort periode. Men han har trukket sig ud af ledelsen for et års tid siden, og Møllenberg har i mellemtiden fået licens som boksepromotor. Han stod således bag det velbesøgte janaur-stævne i Gilleleje, hvor Oliver Møllenberg og Jacob Porsgaard begge fik debut som professionelle.

Nye regler har gjort, at bokserne kan få op til 15 professionelle kampe uden at miste deres amatør-status. Dermed kan man i princippet stadig deltage ved OL og andre amatørmesterskaber, selv om man har prøvet kræfter med det professionelle game.

- Men med mindre der sker noget helt ekstraordinært, så fortsætter Oliver ad den professionelle vej, vurderer Thomas Møllenberg.

Ved lørdagens stævne i Ringkøbing skal Oliver Møllenberg op mod serberen Mirko Jovic, der også var på plakaten ved det professionelle stævne i Gilleleje. Her tabte Jovic til Heva Sharif.

- Jovic er en ganske glimrende bokser. Det er en opgave, vi tager meget seriøst, siger Thomas Møllenberg.

Ved stævnet i Ringkøbing skal blandt andre også Mikkel Nielsen og Abdul Khattab i ringen.