26. august 2019
Skuffelse i Hillerød-lejren efter sidste fløjt af kampen mod Marienlyst. Bundholdet fra Fyn vandt 1-0 og Hillerød missede chancen for at komme med i oprykningsspillet.
gallery icon

Se billedserie

Skuffelse i Hillerød-lejren efter sidste fløjt af kampen mod Marienlyst. Bundholdet fra Fyn vandt 1-0 og Hillerød missede chancen for at komme med i oprykningsspillet.
Foto: Rudi Dalsgaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hillerød kvajede sig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hillerød kvajede sig
Opdateret 13. april 2019 kl. 16:55
Sport Frederiksborg Amts Avis - 13. april 2019 kl. 16:47
Af Rudi Dalsgaard
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hillerød fik al den hjælp, de skulle bruge for at komme med i 2. divisions oprykningsspil, men nordsjællænderne dummede sig og tabte 1-0 til bundholdet fra Marienlyst.

Derfor kommer resten af foråret til at foregå i 2. divisions nedrykningsspil - sølle to point fra en plads, der både sikrede overlevelse i 2. division og samtidig ville indehold nogle sjovere kampe.

Afgørelsen på Hillerøds skæbne kom bare 30 sekunder før tid, da endnu en dyb bold fra Marienlyst truede Hillerød-forsvaret. Bolden endte i feltet hos Mikkel Nielsen, der fik løftet bolden ind over målmand Thomas Gall og via overliggeren ramte den jorden på den rigtige side af stregen og sprang i spil igen.

Men linievogteren var hurtig og godkendte ganske korrekt målet til en nærmest absurd Marienlyst-jubel. Det var et hårdt plaget hold, der fik lidt luft.

Gæsternes plan for kampen var ikke til at tage fejl af. Der blev parkeret en mellemstor fynsk bus på egen halvdel, og lige så snart man havde bolden på egne fødder fik den "en pedal" ned mod Hillerød-enden, og så var det ellers bare af sted med de hvidklædte.

Problemet for Hillerød var, at den taktik var noget mere farlig end den, Hillerød forsøgte sig med. For i vanlig stil prøvede nordsjællænderne at finde åbningerne med bolden, men det var meget småt med sprækkerne i første halvleg.

Hillerød savnede den sidste kvalitet og vilje, og i stedet forfaldt man til at skyde fra 18-20 meter. De skud var der bare ikke nok bid i. Det bedste kom fra Maksym Fitel allerede i det 9. minut, men Marienlyst-keeperen klarede uden de store kvaler.

Marienlyst fik også skabt et par fine muligheder, men dog aldrig uden rigtig at teste Thomas Gall i Hillerød-målet. Gæsterne havde dog held til at få bolden ud af kommunen alt for mange gange og på den måde tage trykket af forsvaret, mens man for Hillerøds vedkommende savnede nogle hurtigere bolderobringer og angreb, hvor Marienlyst-forsvaret ikke var helt på plads.

Det blev en smule bedre i anden halvleg, men Hillerød fik aldrig rykket gæsternes forsvar ud af position.

I det 52. minut fik Maksym Fitel sendt bolden i mål, efter Nikolaj Kristensen havde sendt et skud på stolpen, men scoringen blev underkendt på grund af offside.

Samme skæbne overgik gæsternes Ronny Larsen efter en times spil.

Med 25 minutter tilbage skiftede Hillerød til 3-4-3 og satte Jonathan Witt på toppen, men der var langt mellem chancerne. Den største tilfaldt indskiftede Emil Scott, der fra tæt hold tæskede Maksym Fitels aflæg over mål.

Hillerød fik ellers hele seks minutters overtid - hvilket ikke var et sekund for lidt - til at rette op på resultater, men det lykkedes ikke, og nu drejer resten af foråret sig om at blive i rækken.

2. division, pulje 2
Hillerød-Marienlyst 0-1 (0-0)

Mål: 0-1: Mikkel Nielsen.
Advarsler: Lasse Spaniel, Jonathan Masamuna, Tobias Andersen, Hillerød. Oliver Danielsen, Marienlyst.

Hillerød: Thomas Gall - Mathias Johnsen, Oscar Vraae, Jonathan Witt, Nikolaj Kristensen - Lasse Spaniel (Essam Salamoun), Philip Lindgaard, Maksym Fitel, Tobias Andersen - Magnus Nathansen (66: Simon Sharif), Jonathan Masamuna (66: Emil Scott)

Marienlyst: Marcus Sørensen - Simon Haages, Jonas Grieg, Morten Munk, Lasse Christensen - Markus Bay Jensen (86: Jonas Andersen), Oliver Danielsen (76: Mathias Danielsen), Mathias Munk Jensen, Anders Fønss (81: Mikkel Nielsen) - Jonas Skærlund, Ronny Larsen

Tilskuere: 250