
Det er ikke så ringe endda, lød det for år tilbage i tv-reklamer for at få folk til at spise mere fisk.
Det samme kan siges om DM-finalerne i dansk amatør-boksning, der blev bokset i går i Gilleleje Hallen. Finaleafsnittet hos mændene bød på seværdig og underholdende boksning.
Et af højdepunkterne kom i weltervægt, hvor Odenses Mikkel Nielsen i en strålende og medrivende fight pointbesejrede Karlebo-cubaneren Jeiler Sorzano Castillio. Karlebo-bokseren var den teknisk bedste, men fynboen havde nogle tunge træffere, der pillede pynten af Jeiler Sorzano Castillio.
Og selv om Mikkel Nielsen to gange tidligere i karrieren har været dansk mester, så var han dybt berørt af sejren, som han tilskrev til gamle træner Anders Hugger, der døde uventet tidligere på året i en alder af 34 år.
- Den her var til »Hugger«, kom det med grødet stemme og fugt i øjekrogen fra 26-årige Mikkel Nielsen der fortsætter:
- Det kunne godt være at jeg ikke kan matche Karlebo-bokseren teknisk, men fysisk kan jeg, selv om han vejer et par kilo mere end mig. Jeg så ham gå lidt ned i 3. omgang om lørdagen, så jeg gik ind for at presse ham så meget som muligt. Og da jeg ramte ham midt i første omgang med min højre, så fik jeg følelsen af, at det godt kunne lade sig gøre. Men det var en hård en. Kroppen er øm efter de seneste dage, og jeg skulle lige finde de sidste kræfter frem.
Mikkel Nielsen var ellers på vej til at stoppe bokse-karrieren. Han havde faktisk fået af vide af lægerne, at han ikke ville komme i gang igen efter en skulderskade.
- Jeg skal ned til Svendborg og vise en kirurg en avis-artikel og sige tak for hjælpen, siger Mikkel Nielsen, der dog ikke ved, om han vil fortsætte sin boksekarriere.
- Nu skal jeg lige have en uge på sofaen og måske en øl eller to, og så må vi se, siger Mikkel Nielsen, der i sin semifinale besejrede et andet nordsjællandsk håb, Kenneth Nemming fra Gilleleje Bokseklub.
Med internationale briller var der størst interesse og den lettelse og den tungeste vægtklasse, hvor de to danske OL-kvalifikationshåb, Frederik Lundgaard Jensen i den lette afdeling, og Herlev Kem Ljungquist i bamseklassen begge tog guld.
Højrefodsbokseren var mest overbevisende med en sikker pointsejr over Tim Voss fra Århus.
Frederik Lundgaard Jensen fra Pandrup har god rækkevidde og en god teknik, men han var vel flagrende mod den aggressive Frederik Hede Jensen fra Grindsted, og sidedommerne var ikke enige om, hvem der skulle have sejren.
DM i Gilleleje
Senior, mænd
56 kg: Frederik Lundgaard Jensen, Pandrup over Frederik Hede Jensen, Grindsted på »split decision«
60 kg: Marcel Terteryan, Vitus Horsens over Firas El-Sayed, Pandrup.
64 kg: Enock Mwandila Poulsen, Ringen over Mahmoud Khattab, CIK.
69 kg: Mikkel Nielsen, Olympia Odense over Jeiler Sorzano Castillio, Karlebo
75 kg: Ritti Dayson, SIK Fight over Adam Bashanov, Box Team Aarhus. Kampen stoppet pga øjenskade.
81 kg: Chris W. Andersen, Vitus Odder over Christian Bilem, Box Team Aarhus.
+ 91 kg: Kem Ljungquist, Herlev over Tim Voss, FAK
Udvalgte resultater
U19 Mellemvægt: Jacob Porsgaard, Gilleleje over Ousama Al-Habib, Valby
U19 Sværvægt: Casper Emil Jørgensen over Rasmus Henriksen, FAK, KO 1. omgang.
Kvinder fjervægt: Sarah Mahfoud, Gladsaxe over Luna Maria Vikke, Hvidovre
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her