
FC Nordsjælland har nydt godt af de 11 mål, Andreas Skov Olsen har scoret i denne sæson. Men hvis man skal gøre sig håb om at vinde nogle flere kampe, så skal der flere scoringer fra flere spillere til. Det mener FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand.
Det bliver også en nøgle i forhold til at give topscorer Skov Olsen optimale arbejdsforhold.
- Hvis Jonathan Amon, Mikkel Damsgaard, Mikkel Rygaard, Godsway Donyoh og måske Joachim Rothmann kommer i gang med at ramme målet, så spreder vores våben sig mere ud, og så kan de andre hold ikke bare indstille sig efter en enkelt spiller. Så nøglen er at få flere i gang, siger Hjulmand til Frederiksborg Amts Avis.
Godsway Donyoh har dog scoret syv Superligamål i efteråret, men derudover har det været småt med træfferne fra de offensive folk.
- Vi har haft mange afslutninger - også frie - hvor det ikke har givet mål. Det er spillere som Godsway, der skal i gang igen, og Mikkel Damsgaard skal til at ramme kassen. Han har haft mange skud fra 15 meter, der er gået lige forbi. Spillerne fra anden linie skal også begynde at score, siger Kasper Hjulmand.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her