25. april 2019
Andreas Skovgaard (th.) siger farvel og tak i FC Nordsjælland med udekampen mod Esbjerg søndag. Det er tid til at prøve noget nyt i karrieren. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
Andreas Skovgaard (th.) siger farvel og tak i FC Nordsjælland med udekampen mod Esbjerg søndag. Det er tid til at prøve noget nyt i karrieren. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: FCN'er: Tid til noget nyt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

FCN'er: Tid til noget nyt
Sport FAA - 16. december 2018 kl. 06:21
Af Rudi Dalsgaard
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Med sine 21 år og 84 førsteholdskampe er Andreas Skovgaard prototypen på den slags spillere, FC Nordsjælland gerne vil holde på og bygge et hold omkring.

Men det kommer ikke til at blive tilfældet med forsvarsspilleren, der som U14-spiller tjekkede ind i Farum og begyndte at tage turen fra Kalundborg-kanten til Farum stort set hver dag.

For 31. december udløber hans kontrakt med FC Nordsjælland, og den bliver ikke forlænget. Andreas Skovgaard har ganske enkelt lyst til noget nyt.

- Jeg har været her lang tid nu og kunne godt tænke mig en luftforandring og et andet miljø. Jeg tror også, det vil være godt for mig selv som person i stedet for at blive det samme sted, hvor det er trygt, man kender alle og har det godt. Det har jeg godt kunnet tænke mig længe, siger Andreas Skovgaard til Frederiksborg Amts Avis.

Han er i skrivende stund den spiller i FC Nordsjællands trup, der har spillet flest førsteholdskampe for klubben, efter han debuterede som 18-årig i februar 2016 ved at få de sidste seks minutter i 1-1-udekamp mod Viborg.

For FC Nordsjælland betyder det, at man må give slip på en af klubbens egenopdyrkede talenter, som i sin FCN-tid har fået fem u-landskampe. Den seneste i foråret for U21-landsholdet.

- Skovgaard har gjort sine overvejelser, og det har vi også. Og så er det blevet mere og mere klart, at vi er nået til en skillevej. Det tidspunkt kommer man altid til, hvor der skal ske noget nyt. Om det så er spilleren, klubben eller i fællesskab, man bliver enige om, at det er tid, siger sportschef Carsten V. Jensen.

- Skovgaard har følt, at det var tid til at gøre noget andet. Og det er helt fair.

Carsten V. Jensen accepterer også, at han så må give slip på forsvarsspilleren, selv om man har en ambition om at holde længere på sine egne spillere.

- Vi er måske også dér med Skovgaard, at nu har han spillet sine kampe for FC Nordsjælland, og så er det også okay, at han tager det næste skridt. Måske er det her også hans mulighed for at afprøve noget andet, siger »CV«.

- Vi føler heller ikke, vi er på bar bund på hans position. Lige nu har vi en venstrebenet forsvarer, der spiller til højre (Ulrik Yttergård Jenssen, red.). Så vi er godt dækket ind.

Andreas Skovgaard overvejede da også at blive for at være en del af noget kontinuitet i FC Nordsjælland.

- For jeg ved godt, at det er en god klub, og der har også været en dialog. Men det er bedst for mig at komme væk, og i det spil, så må man tænke på sig selv. Jeg har da overvejet at blive, men jeg har valgt, hvad der er bedst for mig. Så må vi se, om det er det rigtige i sidste ende, siger Andreas Skovgaard.

Han er nu på udkig efter en klub, der vil give ham spilletid og har mulighed for at vinde »noget«.

- Det sportslige betyder næsten alt. Jeg skal ikke tale dårligt om Nordsjælland, for jeg har intet negativt at sig overhovedet. Jeg vil gerne gå efter at vinde hver dag og spille for at vinde noget. Det er det, man husker, og derfor vil jeg gerne til et hold, der vil vinde noget og spiller med om noget hvert år, siger Skovgaard.

- Men jeg vil ikke sige så meget mere om det, for der er ikke noget helt på plads endnu. Jeg vil ikke udelukke noget, men jeg vil helst væk fra Danmark og prøve noget helt nyt og nogle nye modstandere. Så jeg kigger først og fremmest lidt ud fra Danmark.