

Se billedserie
Hillerød GIs bordtennis-kvinder genvinder det danske mesterskab for hold. Det blev afgjort søndag eftermiddag i den tredje og afgørende finale mod Viby med en overbevisende sejr 6-2.
Det er ellers kun en uge siden, at Viby kom til Hillerød og vandt den anden DM-finale med 6-3 og tvang nordsjællænderne ud i en tredje og afgørende kamp om mesterskabet.
Men Hillerød har brugt ugen godt.
I forhold til den anden DM-finale skiftede Hillerød ud på en enkelt plads. Unge Nomin Baasan fik plads på holdet i stedet for Chen Yan, hvis kinesiske spillestil Viby havde godt fat i den foregående kamp.
Nomin Baasan gjorde også sin fyldest ved at vinde sin single over Sally Maribo og bragte dermed Hillerød foran 1-0.
Nøglen til sejr lå hos 51-årige Pia Toelhøj, der ellers havde tabt sin tre singler i den anden DM-finalen. Men hun havde forberedt sig intenst på opgaven. Ganske vist blev det til nederlag i den første single mod Pernille Agerholm, men i opgøret mod Pernille Søndergaard fik Pia Toelhøj fuld kontrol over sit spil og vandt 3-1.
Det bragte samtidig Hillerød på 4-2, og da Pia Toelhøj umiddelbart efter sammen med Mie Skov fuldstændig krøllede de regerende danske mestre i damedouble Pernille Søndergaard og Pernille Agerholm sammen, så havde Viby fået det afgørende knæk.
Efterfølgende sejrede Pia Toelhøj også over Sally Maribo, men den singlekamp nåede ikke at tælle til det samlede regnskab. Mie Skovs samtidige kamp mod Pernille Agerholm var nemlig at regne som matchens ottende kamp, og selv om det opgør sluttede et minut efter Pia Toelhøjs kamp, så var det først på det tidspunkt, at mesterskabet officielt blev Hillerøds.
Mie Skov var iøvrigt aldeles suveræn, og det har den 32-årige tidligere vild-med-dans-vinder været gennem hele finaleserien. Hun har vundet samtlige sine kampe - såvel singler som doubler - i de tre finalekampe.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her