
Han skulle slet ikke have været i FC Nordsjælland. For den 25-årige svenske målmand, Patrik Carlgren, var på vej til 1860 München i vinters, men transferen gik i vasken på grund af en administrativ brøler i den tyske klub, og så stod den tidligere U21-landsholdsmålmand uden klub.
Derfor endte han i FC Nordsjælland på en kontrakt for dette halve år, og nu står han foran sin debut, når FC Nordsjælland i aften møder FC København. For i løbet af ugen er den sædvanlige førstemålmand, Runar Alex Runarsson, blevet skadet og er ude af kampen mod FC København.
- Vi må se, om jeg skal stå i morgen. Det ville være dejligt, og jeg skal forhåbentlig spille, siger Patrik Carlgren til Frederiksborg Amts Avis.
- Man vil jo altid gerne spille alle kampe. Hårdt arbejde betaler sig.
Han har accepteret sin rolle som reserve, selv om han på papiret er den klart mest erfarne målmand i FCN for tiden.
- Jeg har ikke haft noget problem med at være tålmodig. Sådan er fodbold, og det skal man kunne håndtere, siger svenskeren, der har spillet en stribe reserveholdskampe - senest mandag mod OB, hvor han gjorde en god figur.
- Jeg havde en god kamp i mandags, og jeg har en god fornemmelse i kroppen, siger Patrick Carlgren, der dog ikke vil give et bud på, om FCN bliver det første hold, der slår FC København i denne sæson.
- Jeg vil helst ikke »jinxe« noget. Vi må se, hvad der sker. Vi har et godt hold og en god chance, slutter svenskeren.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her