18. december 2018
Per Vinding. Foto: TMS Ringsted
Per Vinding. Foto: TMS Ringsted
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: TMS-personlighed er gået bort

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

TMS-personlighed er gået bort
Sport DB - 27. november 2018 kl. 11:04
Af Anders Kamper
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Håndboldklubben TMS Ringsted har mistet en stor personlighed.

arrow Læs også: TMS-kvinder mister profil

Søndag døde 68-årige Per Vinding efter en længere sygdomsperiode.

TMS Ringsteds formand Henrik Dudek har skrevet nogle mindeord om Per Vinding, som vi her gengiver.

»En af Ringsted IF og siden Team Midtsjælland/TMS Ringsteds bærende personer er gået bort.

Efter længere tids sygdom sov Per Vinding ind søndag den 25. november. Per blev 68 år gammel.

Per har været en del af håndbolden i Ringsted i en menneskealder: Først som farlig højre fløj i top 3 med flest spillede kampe i klubben, derefter formand i Ringsted IF håndbold, så sportslig ansvarlig i Team Midtsjælland/TMS Ringsted - i den periode kombineret med en bestyrelsespost i Divisionsforeningen for elitehåndbolden i Danmark.

I de sidste år var Per aktiv i Håndboldvennerne, hvor han ved hver eneste hjemmekamp og til det allersidste styrede ciffertip. Så er der en, som har haft håndbold i blodet, og været med til at gøre en kæmpe forskel for håndbold i byen - så er det Per!

Læg dertil, at Per i flere år indtil hans bortgang har været formand for Ringsted Sport Center - så det er en rigtig sportsmand, vi har mistet i en alt for tidlig alder.

Første gang, jeg selv stødte på Per, var tilbage i 70'erne, hvor Per som farlig højre fløj huserede både bredt og ind i banen til hans legendariske hopskud, dette var bl.a. med til at føre Ringsted IF i 1. division, landets bedst række. Jeg selv sad bag målet med kompressorhorn i den gamle Ringsted Hal, det var dengang man måtte bruge den slags ting.

Per elskede håndbold og spillede selv på højt niveau helt op til midt i 30'erne, mens han passede sit busselskab. Vi unge drenge, som rykkede op i denne periode, gik i den hårde, men også gode skole, hvor ordsproget om, at der skulle »ydes før der kunne nydes« godt kunne bruges. Per var god, også til at beskytte os, hvis der var brug for det.

Efter håndbolden var Per i en årrække formand for Ringsted IF håndbold, alt dette samtidig med, at han drev en stor busvirksomhed. Jeg husker selv de gode lørdagsformiddage, hvor man kunne sætte sig ned på kontoret i Nørregade og snakke med Per i et par timer, der var altid tid til håndbolden.

På sponsorsiden arbejdede han også i den periode med at kradse penge sammen, altid med Jensens Turisttrafik som fast bestanddel på, hvordan håndboldklubben kom rundt i landet i en bus fra selskabet.

Ved dannelsen af Team Midtsjælland blev Per den naturlige sportslige ansvarlige på herresiden. Efter nogle seriøse år med elitehåndbold i Ringsted rykkede Team Midtsjælland i HåndboldLigaen, hvor de bl.a. med Pers hårde arbejde som sportslig ansvarlig holdt sig syv år i træk - et kæmpe flot arbejde, Per udførte som sportslig ansvarlig i denne periode, hvor han ligeledes tog en tørn i Divisionsforeningen.

Efter perioden som sportslig ansvarlig tog Per en periode hos Håndboldvennerne, hvor han til stort set alle kampe styrede ciffertip i sponsorloungen. Dette gjorde Per, til vi mistede ham. Til sidst kæmpede Per med sygdommen, men han kom alligevel. Når man først har sagt, at man er med, så gør man det færdigt - sådan var Per!

Håndboldklubben havde ligeledes glæde af Per, da han satte sig i stolen som formand for Ringsted Sport Center, ikke at vi blev forfordelt, men vi har været glade for, at han også tog den opgave. Per var altid klar, når det havde noget med sport at gøre.

Per har altid været en fighter, også mens hans kone Marianne var syg, men at vi skulle miste begge med så kort mellemrum er for hårdt. Tankerne er hos de efterladte, specielt Per og Mariannes børn og børnebørn.

Håndbolden og TMS Ringsted har mistet en af de mest passionerede personer igennem tiderne, der er rigtig mange af os, der har brugt rigtig mange håndboldtimer sammen med Per. Hvil i fred, Per og Marianne - de varmeste tanker til familien!«

arrow Forrygende klubdag i håndboldens tegn
25. november 2018 kl. 17:14 Opdateret: kl. 12:07