17. november 2018
Frederik Andersson blev med 13 redninger på de sidste 25 minutter dagens mand i skysovs. Foto: Jeppe Lodberg
Frederik Andersson blev med 13 redninger på de sidste 25 minutter dagens mand i skysovs. Foto: Jeppe Lodberg
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: TMS fik første sejr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

TMS fik første sejr
Opdateret 14. september 2018 kl. 22:25
Sport DB - 14. september 2018 kl. 21:24
Af Jeppe Lodberg
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det til tider kogte i Dansk Kabel TV Arena i fredag aftens ligakamp mellem TMS Ringsted og Mors/Thy - de to eneste mandskaber, der efter tre spillerunder endnu havde deres første point til gode.

Det har TMS Ringsted ikke længere, for i et fuldstændigt vildt drama vandt grønbluserne med 24-22 efter nærmest at have været bagud hele kampen igennem. Fire-fem gange var de sendt til tælling - de to af dem i alvorlig grad, men de kom på benene igen og til sidst dansede de i rundkreds i ellevild sejrsjubel rundt om dagens mand i skysovs, keeper Frederik Andersson.

TMS startede bedst - eller måske snarere, Mors/Thy startede småsløjt med et skud forbi Mikkel Tønners' mål af den tidligere Ringsted-svensker, Marcus Dahlin, hvorpå Nicolaj Nørager løb kontra til 1-0.

Tønners kom til at stå en fin første halvleg - og han blev da også godt hjulpet af et endog meget aggressivt forsvar, der skiftevis var i 6:0-formation, 3:2:1 og 4:1 med Sebastian Thor »på toppen«. Der blev virkelig gaflet igennem af specielt midterblokken, og det kostede Benjamin Pedersen først en advarsel og så en udvisning efter blot godt fire spillede minutter ved 2-1.

Tønners lagde ud med i undertallet at parere Dahlin oppe i krydset, men i modsatte ende kan det ellers nok også være, at Søren Pedersen var i hopla i gæsternes mål. Eller måske rettere - han var helt nede på gulvet, og dér sendte TMS'erne i almindelighed og Michael Riis i særdeleshed alt for gerne deres afslutninger ned. To gange kunne Riis have sørget for, at der blev spillet lige-op i undertallet, men Mors/Thy vandt det 1-0 og kom straks derefter foran med 3-2 efter endnu et Riis-forsøg i fødderne på Søren Pedersen.

2-3 var efter otte et halvt minut blevet til 2-5, og så måtte friske kræfter ind. Men ak, Lasse Sinding lagde for med to studsskud forbi mål - ét over og et forbi stolpen.

Så blev det 3-6 og efter lige knap et dusin minutter måtte TMS-træner Christian Dalmose kalde sin første timeout.

Nørager reducerede straks, Tønners reddede - men riposten nappede venstrefløj Søren Nørgaard, og så var TMS lige vidt.

Hjemmeholdet sled videre, og da gæsterne så blev ramt af deres første udvisning ved 5-7 kom der for alvor liv på lægterne.

Og det spidsede til, da Morten Nyberg fik et frikast i en kamp på gulvet om en løs bold, så Benjamin Pedersen kvikt kunne rende med og reducerer yderligere. Søren Pedersen brokkede sig højlydt, og han gjorde sig vist så skyldig i en ulovlig ud/indskiftning, så thyboerne kunne spille seks mod seks. Det så TMS-bænken, men hverken dommere, dommerbord eller dommerudvikler - og så gik stemningen lige fra det lune til det hede på et splitsekund.

Heldigvis var det hurtigt overstået og de to mandskaber koncentrerede sig igen om spillet. Benjamin Pedersen i særdeleshed med sin udligning til 7-7 efter 17.14 på uret.

Nicolaj Nørager kunne have bragt TMS'erne i front via et højt vip - men afslutningen sad lige på Søren Pedersen, og i stedet kunne Mads Kjeldgaard sende bolden i tomt mål i modsatte ende, og med ni minutter til pausen var Mors/Thy foran med tre, 10-7.

Så var det for alvor på med arbejdshandskerne igen i forsvaret, og der blev lukket af som i helt af - mens Michael Riis endelig testede Søren Pedersen i toppen af målet. Den gik ikke første gang, men anden gang var den der, Benjamin Pedersen fulgte trop og Morten H. Jensen fulgte Riis' eksempel med to forsøg for en scoring oppe i krydset, så 10-10 ved pausen.

Kiggede man kun på måltavlen, så var anden halvleg nærmest en tro kopi af den første. Der var bare blevet ti grader varmere i hallen. TMS scorede det første og det tredje mål - begge på studsskud, men så scorede gæsterne to i træk og så var det igen TMS, der skulle forsøge at udligne.

Den gik første gang - ved Riis i toppen af målet til 13-13, men næste gang tabte Morten Nyberg bolden, så Søren Nørgaard kunne fise kontra og score til 13-15, der også blev 14-17, selv om den nys indskiftede Frederik Andersson just havde haft sin første redning.

Mick Schubert havde nemlig begået en ulovlighed til både straffekast og udvisning.

Andersson fortsatte ufortrødent, og da Michael Riis efter små 13 minutter af anden halvleg pumpede 17-18 højt i kassen, måtte Mors/Thy-cheftræner Søren Hansen med hele håndboldopdragelsen i Ringsted, ile til dommerbordet med sit time-out kort. Dér virkede han oprigtigt nervøs og med god grund.

Riis udlignede på straffekast, og med seks minutter igen udlignede Jakob Jessen til 21-21.

Et halvt minut senere - efter naturligvis endnu en Frederik Andersson-redning, bragte Michael Riis på kontra TMS foran med 22-21 til en sidste Mors/Thy time out.

De udlignede, men Morten Hempel Jensen på gennembrud på ydersiden bragte TMS på 23-22 med halvandet minut igen, hvorpå Andersson først fodparerede Erik Thorsteinsson og så greb Marcus Dahlin ud. 13 redninger på 19 skud i løbet af 25 minutter nåede han op på - det er næsten for vildt.

Med 34 sekunder igen kontrascorede Michael Riis igen, og han nåede også lige at blive udvist, men pyt med både det og med, at Anders Møllers scoring til potentielle 25-22 ikke talte, da uret var løbet ud.

Sæsonens første sejr var i hus.