24. marts 2019
Frederik Schram ligner FC Roskildes førstemålmand i foråret.
Frederik Schram ligner FC Roskildes førstemålmand i foråret.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Schram med store forventninger

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Schram med store forventninger
Sport DB - 20. februar 2019 kl. 22:35
Af Anders Kamper
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Efter at have brugt det meste af efteråret på bænken, fordi Jannich Storch havde taget pladsen, tyder meget på, at FC Roskildes islandske landsholdsmålmand Frederik Schram er tilbage, når sæsonen genoptages i starten af marts.

Her indleder FCR foråret i Silkeborg, og i denne uge forberedes de sidste taktiske detaljer i Tyrkiet, ligesom spillernes fysiske formåen skal have det sidste, inden det går løs.

- Vi bor et godt sted, hvor der er styr på det og gode forhold, så det er rigtig godt. Det er fine baner her, og det er noget andet end kunstgræsbanerne derhjemme, siger Frederik Schram efter tirsdagens træning og inden aftensmaden.

- Det taktiske har der været styr på i lang tid og fysisk er vi, hvor vi skal være, så det handler meget om standardsituationer, men selvfølgelig også om de sidste taktiske finpudsninger. Der skal afslutninger på, noget humør og spilleglæde på, men det er ikke noget problem. Vi skal møde op i Silkeborg og være helt klar.

- Vi har heldigvis et fantastisk sammenhold i truppen med gode spillere, og vi har det godt sammen på og udenfor banen. Det er en fornøjelse, og når vi er kommet hjem herfra, så ser vi alle sammen frem til næste års træningslejr.

Hvad er dine forventninger til foråret?

- Vi har store forventninger. Som Lønstrup siger, så forpligter det at levere resultater, og det gjorde vi i efteråret. Nu skal vi videre, og jeg, tror der er mange rundt om, der har forventninger til os, men som også har svært ved at vurdere os fordi vi har tabt meget, men er begyndt at vinde meget. Vi har højnet vores niveau rigtig meget til træning og i kamp blot ved, at Lønstrup og Bredal er kommet til. Vi er blevet mere professionelle i vores tankegang, vores levemåde og måde at optræde på. Niveauet er højnet over hele linjen, så vi skal fortsætte med vores gode koncept, som har fungeret fint, siger Schram.

- Hvis man vil noget, skal man udnytte tiden rigtigt, og det har Lønstrup pointeret. Man skal ikke spilde tiden, og man skal tage en gulerod i stedet for en Mars-bar, tage 10 minutters ekstra træning med noget, der kan forbedres. Det er jo sådan, at det man træner, også er det, man viser på banen.

FCR starter foråret som tredjesidst i 1. division, men holdet har kontakt med de andre hold, og rækken er så tæt, at der kun er ni point op til 3. pladsen, men det er måske lige langt nok at sigte...

- Vi skal længere op i tabellen, men om det er top-5 eller top-10, er svært at sige. Det er vanvittigt, at der kun er ni point til en oprykningskamp, og det kan gå stærkt, men det gælder også nedad! Alle hold kan overraske, og man kan ikke regne med meget i rækken - men jeg ved, at vi har et højt niveau, og det har vi vist i opstarten. Vi skal nok komme til at vinde en masse kampe i foråret, det er helt sikkert. Jeg er meget fortrøstningsfuld og sikker på, at vi kan overraske som i efteråret.

- Det er ikke retvisende, at vi ligger i bunden, og det, tror jeg, mange andre hold også vil sige. Vi har »knækket koden« nu, og det forpligter, så vi skal fortsætte med at jagte de sidste marginaler hele tiden - de er altafgørende, og jagter man ikke dem i 1. division, så bliver det svært. Hvis vi holder niveauet, så får vi mange point og rykker i tabellen. Vi har sindssygt høje ambitioner og tro på egne evner, men det kommer ikke af sig selv, siger målmanden.