17. november 2018
Nicklas Selvig i duel med HØJs Mikkel Sjøberg.  Foto: Anders Ole Olsen
Nicklas Selvig i duel med HØJs Mikkel Sjøberg. Foto: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nicklas Selvig tilbage i TMS

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nicklas Selvig tilbage i TMS
Sport DB - 14. august 2018 kl. 11:57
Af Jeppe Lodberg
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Man har en plan, indtil den bliver ændret af omstændighederne. Nicklas Selvig stoppede som relativt nybagt far i Ringsted for at følges med sin færøske udkårne hjem til øerne i Atlanterhavet for at trille barnevognen op og ned af fjeldene samt i ny og næ måske trille en fedtet læderkugle i mål på et noget lavere niveau, end det han kom fra - toppen af 1. division.

Det gik sådan set fint. KIF meldte sig med en kontrakt og begyndte at drømme om at gøre det bedre end sidste sæsons sidsteplads i ligaen, og Selvig øjnede muligheden for at supplere med yderligere kampe for det færøske landshold.

Men hjemme i Ringsted var der stadig bud efter højrefløjen sådan civilt og udenfor håndboldbanen - og da Philip Monberg for tre uger siden fik ophævet sin aftale i TMS Ringsted, skulle klubben ud og finde en kvalificeret afløser som supplement til Morten Nyberg på højre back, hvor jo også Rune Ohm stoppede karrieren hin dag den 14. april.

At finde højre backer en måneds tid før sæsonstart er ikke nemt, så TMS har været langt omkring for at finde afløseren, og så var han nærmest lige ude over brillekanten.

- Nicklas Selvig spiller højre back på det Færøske landshold, så han ved, hvad det drejer sig om. Han kender klubben, måden vi træner og spiller på, og så er han en fantastisk fighter, som går til den til træning og kamp, jeg ser frem til igen, at have Selvig i truppen, siger cheftræner Christian Dalmose i en pressemeddelelse fra TMS.

- Det er en fuldgod afløser vi har fundet, efter Philip Monberg fik ophævet sin kontrakt, ligeledes et godt supplement til Morten Nyberg på højre back, slår Dalmose fast.

Nicklas Selvig fortæller selv om planerne, der blev til en ny plan:

- Da Christian Dalmose ringede til mig og fortalte om klubbens udfordringer, var jeg i forvejen på vej til Danmark for at være sommerafløser hos min tidligere arbejdsgiver Midtsjællands Byggeservice. Jeg syntes udfordringen var så spændende, at jeg ikke kunne sige nej.

- Samtidig gav min kæreste på Færøerne mig lov til at forfølge min ambitioner, ligesom min nuværende klub forstod mig og ophævede min aftale med dem. Alt dette gør, at jeg i dag er fuldgyldig TMS Ringsted-spiller igen. Jeg havde to fantastiske sæsoner i TMS Ringsted - de er nu forlænget, og jeg glæder mig, fastslår Nickals Selvig.

Han spillede i sidste sæson 23 kampe og scorede 37 mål for TMS Ringsted. Nu træner han med igen for at være klar 1. september, når TMS Ringsted sæsondebuter i Ligaen ude mod Aarhus Håndbold.

Selvig er i første omgang tilknyttet klubben frem til nytår, hvor det forventes, at Oliver Klarskov igen er klar til bl.a. at indtage højre back. Og sommerferievikariatet er tilsvarende blevet forlænget af TMS-sponsoren.