21. juli 2019
Carsten Salomonsson er ved at genemgå FC Roskildes økonomi for se, om han overtager klubben. Gør han det, bliver der masser at tage fat på. Foto: Anders Kamper
Carsten Salomonsson er ved at genemgå FC Roskildes økonomi for se, om han overtager klubben. Gør han det, bliver der masser at tage fat på. Foto: Anders Kamper
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kommentar: FCRs nye ejer har travlt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommentar: FCRs nye ejer har travlt
Sport DB - 13. marts 2019 kl. 14:55
Af Anders Kamper
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Når en mand på den måde kommer ridende ind i byen med firetoget uden at kende en sjæl og overtage fodboldflagskibet, så er der grund til at kippe med flaget.

Det hører trods alt til sjældenhederne, at enkeltpersoner på den måde kaster sig ind i et forehavende, som forgængeren ikke lykkedes med. Derfor: Velkommen til Roskilde og FC Roskilde, Carsten Salomonsson!

Gennem mange år skød FC Roskildes hidtidige ejer, Bo Tue Knudsen, mange millioner kroner ind i FC Roskilde med håbet om at skyde klubben i Superligaen, og nu har Salomonsson fra Dragør taget over - måske uden helt at vide, hvilken opgave han står overfor i en by og et område, hvor han ikke kender en sjæl og nu skal markedsføre sin klub og rejse - og genrejse troen på - den.

Som eneejer førte Bo Tue Knudsen en ganske enerådende ledelsesstil, og det er svært at bebrejde ham, da det jo er sådan, at den der betaler, også bestemmer musikken på anlægget. Over tid faldt folkene dog fra omkring ham, og til sidst stod Bo Tue alene og isoleret tilbage og havde brugt en formue i FCR. Forgæves.

Den fælde skal Carsten Salomonsson undgå at falde i, og »Salle«, som han blot kaldes, skal tage fat på en række områder for at få succes: Som klub, økonomisk og organisatorisk.

Her er nogle bud:
* Tag omgående fat i de tidligere bestyrelsesmedlemmer i FC Roskilde, Dan Hacke, Christian Juel-Glem og Tom Rasmussen. Lyt til dem, få dem med på holdet og brug dem. Glem og Rasmussen er desuden medejere af Friends of Roskilde A/S, der ejer 15 procent af aktierne i FCR, så de er ikke til at komme udenom. De kender byen og har netværk vidt omkring. Hacke er i dag konsulent i Roskilde Erhvervsforum og kender »alle«. Glem og Rasmussen er erhvervsfolk med en forkærlighed for FCR. Salomonsson bør også tage fat Kasper Bæk fra erhvervsforum, ligesom Jesper Steen Christensen fra Danske Bank er en mand at konsultere. Netværk-netværk, hvortil også stadionbygger Hans-Bo Hyldig bør tilhøre.

* Idrætten har tætte bånd til politikerne på rådhuset, så Salomonsson skal have nære relationer til formanden for kultur- og idrætsudvalget, Claus Larsen, og borgmester Joy Mogensen kommer han selvfølgelig heller ikke udenom, når det kommer til nyt stadion, lejeaftale og forholdet mellem FCR og kommunen i almindelighed.

* Fodbolden kæmper for en plads i byens rige musik- og kulturliv, så »Salle« skal være ydmyg på vejen rundt, snakke for sin sag og have en god historie med sig rundt om FC Roskilde. Han skal fortælle, hvad han vil og hvordan og hvad det koster. Og være realistisk.

* Han skal tage et kritisk blik på organisationen i FC Roskilde og ikke være bange for at skære til, hvor det er nødvendigt, selv om det gør ondt. Ingen skal være fredet. Lige nu er Carsten Salomonsson det eneste nye, der er sket i FCR, mens alle andre repræsenterer fortiden. Det er en styrke, men også en ulempe, for hvor meget fornyelse er der så egentlig sket?

* I FC Roskilde ville Salomonsson sidde for bordenden, men han skal passe på ikke at virke egenrådig, da det ikke indbyder andre til at gå med som investor eller sponsor. Magten og indflydelsen skal spredes ud, ellers er det bare en ny topperson i FCR, men uden en forandring, og det er netop forandring, der er brug for.

* Salg, salg, salg! FC Roskilde skal støvsuge byen for forretninger og virksomheder, så Ole Budtz og Kim Brink skal rundt for at skaffe hver en krone, der måtte hænge løs.

* Med udgangen af marts skal FC Roskilde sende deres ansøgning til DBU om licens frem til 30. juni 2020. Her skal de vise, at der er likviditet til at drive klubben - og det gøres ikke at skrue urealistisk op for indtægterne og ned for udgifter og lønninger. Det gennemskuer DBU. Enten skal der en kapitaltilførsel til inden ansøgningen sendes, eller også skal der stilles garanti fra en virksomhed eller person, som DBU vurderer som værende god for at kunne leve op til garantien. Det kunne være ved, at en bank stiller en kassekredit til rådighed i perioden, som garanten så kautionerer for. Licensarbejdet er stort.

*Hvis Carsten Salomonsson virkelig vil have balance i økonomien i FC Roskilde den 1. oktober, så har han travlt og så skal der hurtigt skæres mandskab på kontoret, men også i truppen, hvor der er en række løntunge spillere. Mikkel Nøhr, Frederik Schram, Anders Nielsen og Patrick Da Silva skal nok ikke regne med at fortsætte på deres nuværende vilkår efter 30. juni. De kan se frem til nedgang i lønnen eller at skifte klub - medmindre der skaffes sponsorkontrakter i million-størrelsen meget hurtigt. FC Roskilde har levet over evne i mange år og drøner mod et kæmpe underskud for 2018, og det stoppes nu under den nye ejer.

* Rundt om Roskilde kigger boldklubberne i Svogerslev, Roskilde KFUM og Himmelev-Veddelev nu spændt på FC Roskilde og læser hvert et signal, der sendes ud fra Rådmandshaven. Alle tre er historisk trætte af FCR og Bo Tue, og nu er spørgsmålet, om Carsten Salomonsson kan få de tre klubber med sig i et forsøg på at samle byen om et flagskib. I dag arbejder Svogerslev og KFUM sammen med Brøndby og HVB med FCK, hvilket selvsagt ikke gavner FCR det mindste. Salomonsson skal vise diplomatisk kunst i topklasse for at løse den knude.

* Til sidst: Formelt set har Carsten Salomonsson ikke overtaget FC Roskilde endnu, da han er ved at gennemføre en due diligence, hvor økonomi og alt gennemgås med tættekam. Hvis han på den baggrund ikke ønsker at overtage FCR, så går den tilbage til Bo Tue Knudsen, der formelt stadig ejer selskabet. D. 20. marts er deadline for, om Salomonsson overtager FCR ellers. Hvis ikke, så er FCR virkelig ude på dybt vand.

Der er nok at tage fat på den for nye ejer af FCR, hvis han altså bliver det.

Anders Kamper er sportsredaktør på DAGBLADET Roskilde, Køge og Ringsted, der blandt andet dækker FC Roskilde tæt.