12. december 2018
Emil Nielsen (tv) har scoret til 3-0 og takkes af anfører Stefan Hansen. Foto: Jeppe Lodberg
Emil Nielsen (tv) har scoret til 3-0 og takkes af anfører Stefan Hansen. Foto: Jeppe Lodberg
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Første sejr til FC Roskilde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Første sejr til FC Roskilde
Opdateret 23. september 2018 kl. 22:29
Sport DB - 23. september 2018 kl. 15:40
Af Jeppe Lodberg
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Endelig - i tiende forsøg - lykkedes det FC Roskilde at hive sæsonens første sejr i hus, da 1. divisions bundisolerede mandskab i fodboldens 1. division søndag vandt sekspoints-kampen mod Hvidovre med 3-0 i egen hule.

En soleklar sejr, der endda nok var et par mål for lille, men når man på 90 minutter fordobler sin pointscore, så lever 1211 tilskuere såmænd også fint med det.

Nicolai Jessen sørgede fem minutter efter pausen for jubel på lægterne, da Hvidovre takket være godt pres af Anders Nielsen ikke fik ekspederet et Mikkel Thygesen-chip i feltet ordentligt væk, og nok havde de rød/sortes keeper, Alexander Horsebøg labberne på, men holde Jessens firsttimer kunne han ikke.

Jessen havde både tre minutter før og ét efter et frispark på overliggeren, og 11 minutter henne viste han fornyet målnæse, da han snuppede en løs bold foran støvlesnuden på Nicolai Bak Johannssen, skar ud i banen og sendte bolden mod fjerneste stolpe. Denne gang fik Horsebøg dog holdt afslutningen.

Først midt i anden halvleg fik Hvidovre sit første hjørnespark, men københavnernes drømme om et comeback i kampen led slem overlast, da Aleksandar Lazarevic med 20 minutter igen fik sit andet gule kort.

Og seks minutter senere kunne Anders Nielsen sparke 2-0 i tomt mål, da Andreas Bruus kom afsted i højre side, stoppede op på mållinjen og fint sendte et fladt indlæg til bagerste stolpe bagom de tilbageløbende forsvarere og lige til egen venstre back.

I overtiden cementerede Emil Nielsen sejren fra næsten samme position efter ripost på et forsøg fra Mark Gundelach, og 3-0 var vel endda i underkanten af det, der havde udspillet sig på banen, der onsdag lægger græsstrå til pokalkamp mod AaB.

Roskildes hjemmehold kunne og burde have været foran med et par »pinde« efter første halvleg og noget, der mindede hel-dominans. Men som solen gjorde det, skinnede også bundproppens manglende marginaler igennem.

Der var ikke spillet fem minutter, førend de lyseblå kom til første åbne tilbud, da Mikkel Thygesen stak Emil Nielsen i løbeduel med Frederik Krabbe, og Hvidovre-anføreren var så ganske udmærket klar over, at slige sager taber han ti ud af ti af, men så han man vel et langt ben, man kan stikke ud, inden raketten kommer i feltet.

Gult kort, og frispark, som Nicolai Jessen via muren fik bugseret ind midt for mål, hvor glidende Anders Nielsen fik afsluttet - men lige i fødderne på Alexander Horsebøg, og så lå »Niller« faktisk i vejen for Nicolai Vallys til at gøre noget ved riposten.

Minuttet efter en ny stikning - nu i venstre side til Mikkel Nøhr, og her så Krabbe ud til at bruge rene midler, da han løb Nøhr ud over mållinjen langs feltets kant, men det hjalp ikke Roskilde-teknikkeren, der måtte lade sig udskifte med Andreas Bruus.

Denne stak efter godt et kvarter Emil Nielsen dybt midt for mål, men den skæggede hurtigløber var i klar offside-position, så hans scoring blev naturligvis aflyst, og kort derefter fik hidtil meget passive Hvidovre sat noget, der mindede om et gennemtænkt angreb sammen.

Roskildenserne trak lige lidt luft ind, og Kim Aabech fik en pludselig mulighed på kanten af feltet, hvor han fik drejet sig fint og tvang Frederik Schram til at bokse bolden væk.

Men det var fortsat hjemmeholdets kamp, og efter den halve time burde Nicolai Jessen have gjort det til 1-0, da Emil Nielsen stak ham i løbeduel med Nicolai Bak og Mohamed Diarra.

Den blev klart vundet, men afslutningen sad i fødderne på Horsebøg og Andreas Bruus nåede lige netop ikke frem til riposten.

Der var et par fine Roskilde-muligheder mere, men publikum måtte vente til efter pausen med at høste frugterne af det nærmest totale overtag.