Som sn.dk skrev for godt to tre uger siden, så var det dengang omtrent 99 procent sikkert, at Julie Kepp fra Jyllinge ville komme med til OL som en del af den danske 4x100 meter fri. Onsdag blev det så endeligt bekræftet, at den danske holdkap HAR kvalificeret sig til OL i Rio.
Med udtagelsen af Julie Kepp Jensen - og i øvrigt Sarah Bro - er Danmark oppe på i alt at få 15 svømmere med til De Olympiske Lege i august. Det er den største danske svømmetrup siden 1988, hvor Danmark også havde 15 svømmere med.
- Det er en stor cadeau til alt det arbejde, der er lavet i dansk svømning over de sidste mange år, siger sportschef i Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach. Og tilføjer:
- Vores forventning er, at vi lykkes med at performe, og at svømmerne som minimum lever op til det, de er udtaget på. Vi ligger godt på ranglisterne lige nu.
For 16-årige Julie Kepp, der bliver den yngste dansker ved OL, er det endnu for tidligt at gå efter medaljer. Hvis alle fire svømmere i holdkappen på 4x100 meter fri rammer dagen, er det realistisk med en plads i finalen blandt de otte bedste nationer.
Julie Kepp Jensen glæder sig rigtig meget til den oplevelse, som venter hende.
- Det er helt vildt. Jeg er så glad for, at jeg skal med. Der er intet, jeg hellere vil, end med til OL. Jeg drømmer om at komme til flere OL og svømme rigtig godt der. Så må jeg se, hvad det rækker til. Mit mål med svømning er at blive den bedste, jeg overhovedet kan blive, siger Julie Kepp, der netop har afsluttet niende klasse.
kasp
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her