15. december 2017
Cecilie Dalmose spiller nu for TMS Ringsted, Foto: Anders Kamper
Cecilie Dalmose spiller nu for TMS Ringsted, Foto: Anders Kamper
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Datter Dalmose er tilbage igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Datter Dalmose er tilbage igen
Sport DB - 11. august 2017 kl. 21:40
Af Anders Kamper
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Få klik væk på internettet ligger klippet: Billederne og lyden af den ultimative smerte og skrig hos en spiller på banen, der ødelægger knæet efter et minuts spil samt en fortvivlet og rystet far på trænerbænken, der må tørre tårerne i ansigtet væk.

Det samme må man næsten også selv om seer.

Cecilie Dalmose husker tydeligt den januardag i 2015, hvor hun som Viborgspiller kom til skade mod Randers HK og hvor hendes far, Christian, kom hende til hjælp på banen, men ikke kunne følge hende med ud, da han skulle passe sit hold.

I dag er de begge to at finde i TMS Ringsted. Cecilie som spiller for kvindeholdet, og Christian som træner for herreholdet.

- Jeg har ikke set billederne i lang tid, for det er hårdt at se, men lige nu lægger jeg ikke meget i det. Jeg havde en super genoptræning, så nu er jeg videre, siger Cecilie Dalmose, da DAGBLADET møder hende i Bavnehøjhallen efter kampen mod Ajax onsdag aften.

I kampen mellem Viborg og Randers blev både korsbåndet og menisken ødelagt, men i første omgang blev kun korsbåndet ordnet, da lægerne mente, at menisken ville gro sammen uden indgreb. Det gjorde den ikke, så sidste år i marts måtte der et indgreb til i Dalmoses knæ.

Efter et halvt års pause kunne Cecilie Dalmose så tørne ud for Silkeborg/Voel i 2. division og gjorde det resten af sæsonen. Hendes første år som senior.

Tilbage efter skaden
- Jeg kan godt mærke, at der er forskel på 2. og 1. division, så jeg skal lige i gang og finde mit niveau. Jeg er skadesfri, og det er rart at spille, og det vigtigste er, at knæet og kroppen holder, og så må formen komme de kommende uger, siger Cecilie Dalmose i en tydelig jysk sprogtone.

Hendes far er københavnerdreng ind til benet, men hans døtre (den anden er Sofie) er opvokset i Jylland - så vel ligner de hinanden, men ikke hvad lokal dialekt angår...

- Jeg fik en kommentar den anden dag om, at jeg er den eneste på holdet, der siger træls, så ja...

I Viborg var Cecilie Dalmose en af de kommende spillere, der fik spilletid her og der og med tiden skulle spille sig tættere og tættere på 1. holdet.

- Jeg er med for at lære og for at få erfaring, men det sluttede så brat. Når jeg tænker på det nu, så har det været et hårdt forløb med både ødelagt korsbånd og menisk, men det er ikke noget, jeg tænker over til daglig. Jeg spiller for fuldt tryk nu og gør, hvad jeg kan, men det var hårdt også for min far. Men han har hjulpet mig meget og motiveret mig til at komme tilbage.

Hun fik studenterhuen på i juni, er flyttet tilbage til hovedstaden og tager nu et sabbatår.

- Jeg er glad for, at Ringsted har givet mig muligheden for at rykke et niveau op. Det er megafedt. Nu giver jeg håndbold alt i et år, og så ser jeg, hvor langt det rækker. Jeg brænder for håndbold, men jeg skal have en uddannelse og et arbejde, for jeg gider ikke stå som 35-årig og ikke have noget at falde tilbage på.

Er du egentlig kun i TMS fordi din far er der?

- Det ved jeg sgu ikke, om jeg er! Det her er min egen beslutning, men selvfølgelig har han nok sagt til klubben, at jeg var der, og så ringede Tomas (træner Laursen, red.) til mig. Det lød spændende at komme tilbage, og der er TMS en god mulighed. Min far er selvfølgelig glad for, at jeg kommet hjem igen, og det er da fedt at være i samme klub igen.

Er du blevet pacet til at blive håndboldspiller?

- Nej, men jeg min far var træner i mange år her i Bavnehøjhallen, hvor jeg rendte rundt som en lille pige, men han har ikke haft en forventning om, at hverken jeg eller min søster skulle spille håndbold. Han synes da, det er fedt jeg spiller, men han har aldrig presset mig, men han hjælper mig da hellere end gerne, hvis jeg spørger til fysisk træning eller et skud. Tomas er træner nummer ét, men jeg sparrer selvfølgelig med min far, og så må folk tænke, at »uhh, det er Christian Dalmose«, men det er nu sådan, det er.

Navnet ingen belastning
Hvordan har du det som datter med det billede, der er af din far som træner?

- Når min far er på banen, er han træner Christian Dalmose, og når han ser mig spille, er han far. Han har mødt meget kritik, og jeg selv hørt på meget, men jeg tager det ikke til mig. Jeg ved, hvordan han er overfor mig, og hvis han var overfor mig, som han er på banen, ville det været helt forkert. Han er træner og far i to roller, og mit fokus er på far-delen.

Hvad tænker du selv, når du ser ham flippe ud på bænken - selv om det er blevet bedre med årene?

- Jeg ser det ikke, som andre gør, men nogle gange kan jeg da godt tænke, at »der gav du ham da godt nok en over nakken«. Han er min far og træner, og folk ved godt, hvad han står for og hvad han kan. Han kommer jo ikke som en klovn.

Så det er ikke belastende at hedde Dalmose?

- Nogle gange som yngre kunne jeg da godt være nervøs, hvis folk antydede, at jeg kun spillede eller fik debut »fordi hendes far er træner«. Den slog hårdt i starten, men jeg har hørt nok til at lægge den slags fra mig. Det er slet ikke belastende at hedde Dalmose - jeg er Cecilie Dalmose, og hvad jeg gør, skal jeg nok selv tage ansvaret for. Min far styrer, hvad han siger og gør, og hvis han vil råbe til drengene for at gøre dem bedre, så gør han det. Det er ikke min sag, siger Cecilie Dalmose helt afklaret om den sag.

Har du samme vinderinstinkt som din far?

- Ja, det tror jeg. Der minder jeg virkelig meget om ham! Jeg kan godt blive hidsig og vise det, og nogle gange holder jeg det inde, og andre gange kommer det bare ud. Jeg ligner min far på mange punkter, og jeg da godt se, at jeg nogle gange er som ham. Sådan er det bare.

Cecilie Dalmose lyder ikke til at være tynget over den konstatering. Hun har sin spillerkarriere at passe, og de sidste dage har den stået på træningslejr med TMS-truppen i Sakskøbing.

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk