19. oktober 2019
Claus Vinding (tv) får lige trukket snuden til sig, så Nicolaj Nørager kan få plads til sin aflevering. Foto: Thomas Olsen
Claus Vinding (tv) får lige trukket snuden til sig, så Nicolaj Nørager kan få plads til sin aflevering. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 41-årige Vinding med første ligakamp i fem år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

41-årige Vinding med første ligakamp i fem år
Sport DAGBLADET - 10. december 2018 kl. 10:54
Af Kasper Nørgaard Hansen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I lyset af den ganske betragtelige skadessituation hos TMS Ringsted - navnlig på venstre fløj - træner Christian Dalmose hevet én af de helt gamle cirkusheste ind i manegen igen til opgøret mod KIF Kolding.

Den 41-årige Claus Vinding var for første gang siden slutningen af 2013 i kamp for et TMS Ringsted-førstehold. Vinding delte spilletiden på venstre fløj nogenlunde ligeligt med den 23 år yngre Anton Bramming. En knægt, der sådan set sagtens kunne være Vindings egen søn.

Men trods den i ligasammenhæng absolut fremskredne alder, viste Claus Vinding, at han stadig har en vis fart i stængerne - og med en enkelt fin scoring nåede han da også at bidrage til den samlede total på 25 mål. Efter opgøret havde han da også nydt den overraskende oplevelse af pludselig igen at befinde sig i en propfyldt hal i Ringsted til en kamp i landets bedste række.

- Christian ringede til mig torsdag aften, hvor jeg var på vej til træning med andetholdet, og her sagde han så til mig, at han syntes, jeg skulle holde fri torsdag - for i stedet at træne med ligaholdet fredag. Og det sagde jeg da selvfølgelig ja tak til. Det var da en sjov mulighed, siger Vinding.

Sin egen indsats i kampen var han ikke sådan heeelt tilfreds med. Men omvendt heller ikke decideret skuffet.

- Njaarh, det var vel okay. Det gik fint nok det meste af tiden, men jeg ville da godt have været foruden det straffekast med efterfølgende to-minutters-udvisning, som jeg lige fik begået. Men når man nu er på banen, vil man jo også gerne yde.

Spørgsmål: Nu kan der - som det ser ud lige nu - meget vel være udsigt til, at både Mads Dudek og Jakob Jessen er ude et stykke tid endnu. Er du klar, hvis Dalmose ringer til dig igen?

- Altså om det bliver aktuelt, det ved jeg ikke lige - men hvis han ringer til mig, så er jeg frisk. Jeg kan sagtens tage med til Mors, hvis jeg kan få passet børn, konkluderede Vinding med et stort grin.

Den ligeledes ualmindeligt rutinerede Anders Larsen - der selv tørner ud for tredjeholdet og er træner for andetholdet - var i øvrigt også på holdkortet til kampen. Han kom dog aldrig på banen, men måtte »nøjes« med at agere indpisker fra bænken. Noget han til gengæld gjorde med liv og sjæl.