17. oktober 2021
FCR-anfører Andreas Hermansen (i midten i gang med et hovedstød) er noget forbavset over oplysningen om, at Karlslunde kun ligger 15 kilometer fra Roskilde... Foto: Mie Neel
gallery icon

Se billedserie

FCR-anfører Andreas Hermansen (i midten i gang med et hovedstød) er noget forbavset over oplysningen om, at Karlslunde kun ligger 15 kilometer fra Roskilde... Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tilbage i svamperamt idrætspark: FC Roskilde og Karlslunde mødes i kamp

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tilbage i svamperamt idrætspark: FC Roskilde og Karlslunde mødes i kamp
Opdateret 17. september 2021 kl. 12:05
Sport DAGBLADET - 17. september 2021 kl. 10:15
Af Kasper Nørgaard Hansen

Når HB Køge og FC Roskilde har mødtes gennem årene - og når FCR og Roskilde KFUM har mødtes det seneste års tid - har man uden tøven talt om lokalderbyer.

Den slags kampe, hvor mange af spillerne kender hinanden indbyrdes, og hvor lokalrivaliseringen har en vis pondus. Sådan er det ikke helt endnu i forholdet mellem FC Roskilde og Karlslunde, som mødes fredag aften på førstnævntes hjemmebane.

Det er i hvert fald det klare indtryk man får, når man taler med to af holdenes store profiler: FC Roskilde-anfører Andreas Hermansen og Karlslundes elegantier og hurtigløber Fillip Bidstrup.

Og i virkeligheden er det måske ikke så mærkeligt, for hvor FCR kommer oppefra og er - må man efterhånden formode - på kortvarigt visit i 3. division, så er det lige modsat for Karlslunde, som i denne sæson debuterer i divisionerne.

Der bliver altså tale om den første betydende kamp nogensinde mellem de to hold i dag, og de to mandskaber har mildt sagt ikke det store kendskab til hinandens spillere, fornemmer man hurtigt.

- Jeg kender ikke rigtig så meget til Roskilde og deres trup - der kender jeg faktisk lidt mere til KFUM, fordi de i flere år har spillet i Danmarksserien. Men jeg ved, at de (FC Roskilde) har en meget giftig angriber, som har lavet otte mål allerede, siger Fillip Bidstrup med henvisning til rækkens topscorer Valdemar Schousboe, som han altså ikke lige kunne huske navnet på.

Det er nu ikke fordi, at det er meget mere imponerende, hvor meget Andreas Hermansen kan sige om Karlslundes trup - men en enkelt spiller kan han dog godt sætte både navn og ansigt på.

FCR er klar favorit
- Jeg kender en enkelt mand. Hervé Gamys. Ham kender jeg fra HB Køge, og så fordi jeg har mødt ham som ungdomsspiller. Jeg spottede lige forleden, at han var skiftet til Karlslunde. Men han er også den eneste, jeg kender fra deres hold, siger FCR-anføreren og tilføjer, at han dog for nylig har været ude på det lille stadion i Karlslunde og se sin bror Tobias spille serie 1-bold for Hvalsø.

Men så meget om kendskab eller mangel på samme mellem de to parter. For Fillip Bidstrups vedkommende kan han så udmærket se og analysere en fodbodtabel, og når modstanderen har syv sejre i syv kampe og en målscore på 26-7, er det ikke svært at placere favoritværdigheden i kampen, når man selv spiller for en oprykkerklub.

- FC Roskilde er helt sikkert et klassehold, og de kommer da også til at rykke op med et brag - det er der ikke nogen tvivl om. Det bliver en udfordring af de helt store, men det bliver også interessant at se, hvad vi kan komme med til sådan en kamp. Vi er et ungt hold, som langt henad vejen er bygget op om et godt socialt sammenhold. Og rent økonomisk når vi heller ikke Roskilde til sokkeholderne.

- Vi håber, vi kan drille dem, for vi har set gode ud på det sidste. Vi er gode på hurtige omstillinger, og det kan nok godt blive den vej, vi skal gå mod et hold, som nok kommer til at have bolden meget, forudser Bidstrup.

Hos hjemmeholdet glæder Andreas Hermansen sig i særdeleshed til kampen, fordi det bliver første gang i sæsonen, at FCR skal spille på stadionbanen i idrætsparken - og ikke bare på den betonmursomkransede træningsbane på den anden side af vejen.

- Det bliver helt specielt og noget, vi har glædet os helt vildt til. Vi føler ikke rigtig, at vi for alvor har spillet på hjemmebane endnu. Men nu er stadion endelig klar til at spille fodbold på, så det bliver lidt en festdag for os, konkluderer anføreren, som »regner stærkt« med at kunne sætte tre point yderlige på tavlen, når aftenen er omme.

Rejser du til udlandet i år?