
TMS Ringsted kom med sæsonens første sejr i frisk erindring fra sidste weekend - men det var ikke ligefrem til at se i lørdagens kamp mod Ribe-Esbjerg. Gæsterne dominerede i stedet kampen fra start til slut og slutcifrene 23-30 kunne man ikke sige meget til.
Allerede før der var spillet så meget som et minut, var TMS så at sige bagud på point - idet én af holdets helt store profiler var blevet skadet. Keeper Frank Mikkelsen var lørdag morgen blevet ramt af et hold i ryggen og var derfor ikke klar til kampen.
I selve opgøret kom TMS i øvrigt også hurtigt bagud, og det skyldtes hovedsageligt en overvældende spildprocent i 1. halvleg. Ved 1-4 efter otte minutter havde hjemmeholdet således brændt fire ud af sine fem skud - herunder et straffekast fra Morten Jensens hånd. Gæsternes keeper Søren Rasmussen havde nemlig fuldstændig styr på TMS-skytterne i denne periode.
Som halvlegen skred frem, fik TMS skudt lidt mere hul på Rasmussen - men det hjalp bare ikke pokkers meget, når de grønblusede samtidig slet ikke var i stand til at stoppe Ribe-Esbjergs offensive tryk. Allerede efter et kvarter var udeholdet nået op på 10 scoringer, mens værterne hér stod på fem mål.
Og ingen af TMS Ringsteds to øvrige keepere, Brian Jørgensen og den 19-årige Tobias Lantz, formåede i øvrigt at nærme sig det niveau, som Frank Mikkelsen normalt står med.
Men allerværst for TMS var det næsten, at holdets topscorer Morten Jensen var helt ved siden af sig selv i 1. halvleg. Helt sensationelt for ham, havde han efter 22 minutter stadig ikke scoret - og så ved man, at det er op ad bakke for holdet.
Pausestillingen lød på 10-16, og så skulle man vist være mere end almindelig midtsjællandsk optimist for at tro på en hjemmesejr. Den kom da heller aldrig sidenhen i spil, og gennem hele 2. halvleg handlede det udelukkende om, hvor stort, TMS Ringsteds nederlag skulle blive.
Alt i alt var det i store perioder en lidt mistrøstig omgang, de grønne leverede - mod et hold som TMS ellers for tre måneder siden var millimeter fra at slå i pokalturneringen. Denne gang skulle afstanden nærmere måles i hele meter.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her